Få styr på inkasso som selvstændig

Hvad gør du, hvis en kunde ikke betaler regningen trods gentagne rykkere? Som selvstændig er det godt at kende inkassoreglerne. Her får du svar på de hyppigste spørgsmål.

Inden du starter inkassosag  

Har en kunde ikke betalt en faktura, så anbefaler vi, at du altid starter med at gå dialogens vej, før du sender rykkere eller sender sagen til inkasso. På den måde undgår du unødvendige konflikter.  

Så ring altid til kunden som det første.   

Erfaringsmæssigt er det ofte også opkaldet til skylder, som gør, at man får sin betaling.  

Vær opmærksom på, at et tilgodehavende hos en kunde som hovedregel bliver forældet efter tre år efter arbejdets udførelse/varens levering.

Regler for rykkere, gebyrer og renter 

Reagerer skyldner ikke på dit opkald eller undlader at betale, selvom om han/hun har lovet det, så er det tid til at sende en rykker.  

Inden sagen ender i inkasso, skal du nemlig sende rykkere. På rykkere kan du opkræve gebyrer. Du kan også opkræve et kompensationsgebyr eller renter for det skyldige beløb.  

Hvornår må jeg rykke for betaling af mit tilgodehavende?

Du må rykke for betaling så snart, fristen for betaling er udløbet.

Hvor mange rykkere må jeg sende til skyldner?

Du må i princippet sende alle de rykkere, du vil, så længe skyldner ikke har indsigelser mod det skyldige beløb. Du kan dog højest opkræve rykkergebyrer for maksimalt tre rykkerskrivelser. Vi anbefaler, at du højest rykker tre gange. 

Helt konkret anbefaler vi, at du gør følgende:  
 
Starter med at sende en “let” rykker, hvor du gør opmærksom på, at der er en ubetalt faktura. Det KAN jo være en fejl. Sker der ikke noget, så prøv at ringe til skyldner.  
 
Sker der fortsat ikke noget, kan du derefter sende en mere bestemt rykker, der opfylder inkassolovens bestemmelser. Bliver der ikke betalt efter denne rykker, så er det med stor sandsynlighed fordi, skyldner ikke vil betale frivilligt – og så hjælper det sjældent at sende rykker tre.  

Kald ikke rykkerne for “Rykker 1”, “Rykker 2” osv. Hvis du kalder det “Rykker 2”, så risikerer du, at skylder blot tænker, at der nok kommer en “Rykker 3” før det er sådan rigtigt alvorligt. Vil du gerne kalde “Rykker 2” noget, så kan du evt. kalde den for “Sidste rykker inden inkasso”.  

Hvor meget må jeg tage i rykkergebyrer?

Du må tage maksimalt 100 kr. i gebyr pr. rykkerskrivelse. Rykkergebyret er ikke momsbelagt. Desuden må du kun opkræve rykkergebyr for rykkere, der er afsendt med mindst 10 dages mellemrum.  

Du må kun opkræve rykkergebyrer for maksimalt tre rykkerskrivelser vedrørende samme sag, også selvom skyldner har betalt et eller flere afdrag på gælden. 

Kan jeg opkræve andre gebyrer ved manglende betaling?

Hvis skyldner er erhvervsdrivende eller en offentlig myndighed, kan du også opkræve et såkaldt kompensationsbeløb på 310 kr. ved siden af de øvrige inkassoomkostninger. 

Du kan opkræve kompensationsbeløbet, så snart dit tilgodehavende skulle have været betalt.  

Kompensationsbeløbet er ikke momsbelagt og kan kun opkræves en gang pr. sag.

Fra hvornår må jeg opkræve renter?

Du kan opkræve renter, så snart betalingsfristen er udløbet.  

Hvis der ikke har været en betalingsfrist på regningen, kan du opkræve renter 30 kalendere-dage efter, at fakturaen er afsendt til skyldner. 

Hvor meget må jeg beregne i rente?

Hvis du ikke i forvejen har aftalt en bestemt rentesats, må du beregne såkaldt procesrente, svarende til 8% + Nationalbankens udlånsrente. Se Nationalbankens aktuelle udlånsrente på Nationalbankens hjemmeside.  
 
Hvis du ved aftalens indgåelse har aftalt en bestemt rentesats, kan du opkræve den rentesats. En aftale om betaling af en højere rentesats end procesrenten er dog kun gyldig, hvis skyldner enten er erhvervsdrivende eller en offentlig myndighed. 

Sådan forløber en inkassosag 

Betaler din kunde fortsat ikke fakturaen efter, at du har ringet og sendt rykkere, så kan der startes en inkassosag. Her er første skridt, at du skal sende et korrekt inkassovarsel til kunden (skyldner).  

Dit inkassovarsel skal indeholde info om: 

  • at du overgiver sagen til inkasso, hvis regningen ikke betales inden for betalingsfristen. 
  • betalingsfrist. Du skal give en betalingsfrist på mindst 10 dage.  
  • hvor stor gælden er, og hvad den dækker over. 
  • kreditor - herunder navnet på dinvirksomhed, CVR-nummer og konto og registreringsnummer.  
  • at der kan komme flere omkostninger for kunden, hvis sagen overdrages til inkasso. 

Hvis regningen ikke betales efter inkassovarslet 

Hvis skyldner fortsat ikke betaler regningen efter at have fået et inkassovarsel, skal der ske følgende: 

  • Du sender sagen til din advokat og advokaten sender inkassobrev til skyldner.  
  • Advokaten indleverer enten stævning eller betalingspåkrav til retten. 
  • Betalingspåkravet eller stævningen bliver fremlagt for skyldner.  
  • Hvis skyldner ikke reagerer eller er enig i at beløbet skyldes, afsiges der dom over skyldner. 
  • Skyldner får 14 dage til at betale det beløb, der skyldes.  
  • Betaler skyldner ikke, så sendes sagen i fogedretten.  
  • Fogedretten anmoder skyldner om at møde i fogedretten på en bestemt dato.  
  • Under mødet i fogedretten foretages der udlæg, hvis skyldner ejer aktiver, og der indgås en afdragsordning, hvis skyldner er i stand til det. 
  • Skyldners aktiver sælges evt. på tvangsauktion. 

Hvis kunden ikke er enig i det skyldige beløb 

Har din kunde undladt at betale regningen, fordi han eller hun mener, at de ikke har fået den ønskede vare eller ydelse, så kan du ikke sende sagen til inkasso.  

Her vil det i stedet blive til en retssag, hvis I ikke finder en løsning på betalingen. 

Hvem skal betale inkassosagens omkostninger? 

Du kan som kreditor pålægge skyldneren nogle omkostninger oveni dit tilgodehavende. Når sagen overgår til inkasso, vil der komme nogle inkassoomkostninger, der er fastsat takstmæssigt i forhold til dit tilgodehavendes størrelse.  
 
Om du selv får udbetalt omkostninger, afhænger af, om skyldneren er i stand til at betale i sidste instans. 

Få professionel inkassorådgivning

Som medlem af Krifa Selvstændige har du adgang til vores inkassorådgivning, hvor du får hjælp til inkassosager, håndtering af gæld, kontrakter mm.