Person sidder på bro og kigger ud over vandet

Stresssymptomer – sådan kender du dem

Vores psykoterapeut Erik Hougaard udforsker her de forskellige stresssymptomer, så du kan lære at genkende og forstå dem.

Stress er en naturlig reaktion, der hjælper med at håndtere udfordringer. Men når stress er på besøg for længe, signalerer kroppen, at belastningen bliver for stor. Og så viser symptomerne på stress sig.

Tegn på stress – kend symptomerne 

Symptomer på stress kan vise sig på et utal af måder. Der findes ikke bare 5 tegn på stress – de kan være lige så forskellige som mennesker.

Selvom symptomerne på stress er forskellige, kan de komme til udtryk på tre særlige måder:

De psykiske stresssymptomer kan påvirke dig mentalt, de fysiske kan påvirke din krop, og de adfærdsmæssige kan påvirke din væremåde.

Selv de samme stresssymptomer kan føles forskelligt fra person til person. Men alle kan være alvorlige og blandt andet udvikle sig til angst, depression og andre senfølger.

Ifølge psykoterapeut Erik Hougaard er stresssymptomerne kroppen, der forsøger at sige fra. Den vil have dig til at reagere og ændre retning.

Dyk med dybere ned i de forskellige stresssymptomer.

Psykiske symptomer på stress

Psykiske stresssymptomer kan påvirke dig mentalt – både dine følelser og tanker. Her får du en oversigt over de mest almindelige psykiske symptomer på stress:

  • Koncentrationsproblemer
  • Hukommelsesbesvær
  • Let til tårer
  • Angstfølelse
  • Følelse af at være nedtrykt
  • Anspændthed
  • Manglende overblik
  • Nedsat sexlyst
  • Ligegyldighed overfor andre
  • Følelse af at være indelukket

Anne oplevede psykiske stresssymptomer

“Ofte sad jeg bare og stirrede ud i luften og kunne ikke fokusere. Samtidig blev jeg enormt glemsom. Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad jeg havde lavet 10 sekunder forinden.”

Sådan var hverdagen for et af vores medlemmer, Anne, da stress besøgte hende efter et massivt arbejdspres gennem en længere periode.

Få hele Annes stresshistorie.

Tanker og følelser kan blive påvirket

Psykoterapeut Erik Hougaard fortæller, at han taler med mange medlemmer, hvor hukommelse og koncentration svigter – ligesom hos Anne. Begge er hyppige symptomer.

Måske genkender du at glemme aftaler og deadlines? Måske har du mistet overblik og overskud? Eller måske føler du dig mere følelsesladet og let til tårer?

Alt sammen kan være symptomer på, at tanker og følelser er påvirket af stress.

Få endnu mere at vide om psykiske stresssymptomer.

Test dit stressniveau

Genkender du nogle af stresssymptomerne? Vores stresstest er en hjælp til at finde ud af, om du kan være stresset.

Fysiske tegn på stress

Fysiske stresssymptomer kan påvirke kroppen. Måderne kan være forskellige, men her er et udsnit af de typiske:

  • Hovedpine
  • Svimmelhed
  • Hjertebanken
  • Trykken for brystetv
  • Overfladisk vejrtrækning
  • Muskelspændinger
  • Eksem
  • Maveproblemer
  • Svedeture
  • Mundtørhed
  • Høre- eller synsforstyrrelser

Kroppen kan reagere voldsomt

Kommer stress på besøg, kan det vise sig som voldsomme kropslige reaktioner.

For nogle kan muskelspændinger og hovedpine være stressrelaterede symptomer. En del af kroppens alarmberedskab får musklerne til at gøre sig kampklare – og det kan give spændte muskler og føre til en spændingshovedpine.

Andre kan opleve svimmelhed og maveproblemer – blandt andet pga. dårlig søvn og nedsat fordøjelse.

Mens helt tredje kan opleve, at vejrtrækningen bliver overfladisk, fordi krop og nervesystem tror, du er i fare.

Erik Hougaard påpeger, at de fysiske symptomer kan variere fra person til person – både oplevelsen af dem og ikke mindst styrken.

Lær endnu mere om fysiske stresssymptomer.

Marie mærkede fysiske stresssymptomer

Da et af vores medlemmer, Marie, gennem længere tid føler sig overset, og hendes kompetencer ikke bliver værdsat på jobbet, begynder fysiske stresssymptomer at vise sig.

“Jeg havde massiv hjertebanken og uro i hele kroppen. Jeg kunne ingen steder være.”

Ubehaget blev større og større og gjorde hende fysisk dårlig ved tanken om jobbet.

Bliv klogere på Maries stressforløb.

Adfærdsmæssige stresssymptomer

Adfærdsmæssige symptomer kan være svære at opdage selv. Typisk er det en kollega eller andre pårørende, der bider mærke i en ændret adfærd.

Typiske adfærdsmæssige symptomer på stress kan være:

  • Søvnproblemer
  • Svært ved at huske
  • Øget brug af kaffe, slik, alkohol, piller mm.
  • Trukket sig fra andre
  • Mistet humoristisk sans
  • Svært ved at tage sig sammen
  • Gør ting hurtigere (spise, tale, gå, handle)
  • Mest fokus på "opgaven" og mindre opmærksomhed på andre
  • Lettere ved at blive irritabel og rastløs

Jeanette oplevede adfærdsmæssige tegn på stress

Et af vores medlemmer, Jeanette, oplevede massive søvnproblemer. Selvom hun var træt, lå hun vågen flere timer hver nat.

Jeg vågnede op hele tiden. Når jeg lige akkurat lukkede øjnene, følte jeg en fornemmelse af stød gennem min krop. Lidt ligesom når man drømmer, man falder ned.

- Jeanette

Først så Jeanette ikke, at den dårlige søvn var ét blandt flere stresssymptomer. I stedet forklarede hun det med, at hun sikkert ikke behøvede mere søvn.

Læs mere om Jeanettes vej ud af stress.

Adfærden kan blive påvirket

Adfærdsmæssige symptomer kan være tegn på, at adfærden er påvirket af stress.

Dårlig søvn kan for mange være et af de første tegn på stress. Måske oplever du at føle dig træt og udmattet, men så snart du lægger dig i sengen, er det umuligt at falde i søvn? Eller måske ligger du som Jeanette vågen flere timer om natten?

Søvnproblemer kan være et adfærdsmæssigt stresssymptom, som du let selv kan opdage. Andre symptomer kan personer tæt på dig måske lettere spotte.

En kollega kan eksempelvis lægge mærke til, hvis du begynder at trække dig fra det sociale. Det kan være, du dropper frokost og arrangementer. Eller det kan være, at en kollega bemærker, at du mere end sædvanligt virker fokuseret på opgaven og mindre på kollegerne omkring dig.

Symptomerne behøver ikke være stress

Stresssymptomerne i de tre kategorier kan være stressrelaterede, men der kan også være andre årsager bag. Og har du kun få symptomer, er der ikke grund til at mistænke stress.

Dog anbefaler vi altid, at du opsøger din læge, hvis du oplever nogle af dem.

Derfor skal du lære symptomerne på stress at kende

Når du lærer symptomerne på stress at kende, kan du bedre handle på dem. Det er forskelligt, hvordan vi reagerer på stress. Lyt derfor til din krop, når den prøver at fortælle dig noget. På den måde kan du lettere forebygge og reagere i tide.

Har du travlt på arbejdet i en kortere periode? Så er der ingen grund til panik. Det kan være en deadline, der kortvarigt skaber en ubalance i din hverdag.

Stress er først aktuelt, når belastningen har stået på i en længere periode. Har du oplevet stresssymptomer længere end 2-4 uger, så er det tid til at skifte kurs.

Cover image

Få hjælp til at tackle stress

Har du gennem flere uger oplevet stresssymptomer, kan du få professionel hjælp til at tackle stress fra vores team af psykologer og psykoterapeuter. Både gennem en stress- og trivselssamtale, et online stressforløb og webinarer.