Sådan anmelder du en arbejdsskade
Har du været ude for en arbejdsulykke, er det vigtigt, at du hurtigst muligt får skaden anmeldt. Det samme gælder, hvis du over en længere periode er blevet syg eller skadet af dit arbejde.
Arbejdsulykke eller erhvervssygdom?
Inden du anmelder en arbejdsskade, skal du vide, om din arbejdsskade skal anmeldes som en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom.
Når man taler om arbejdsskader er der nemlig to typer: En arbejdsulykke og en erhvervssygdom.
- En arbejdsulykke er en skade, der sker pludseligt på dit job eller opstår inden for fem dage
- En erhvervssygdom kalder man en lidelse, der er opstået efter længere tids skadelig påvirkning i det daglige, normale arbejde.
Begge dele er vigtigt at få anmeldt, så du har mulighed for at få erstatning for skaden, hvis det bliver aktuelt.
Men det er også vigtigt i forhold til at skabe et mere sikkert og bedre arbejdsmiljø på arbejdspladsen, så andre ikke kommer ud for samme ulykke eller skadelige påvirkning som dig.
Nedenfor kan du se, hvordan du anmelder henholdsvis en arbejdsulykke og en erhvervssygdom.
Sådan anmelder du en arbejdsulykke
Her guider vi dig trin-for-trin i, hvad du skal gøre, hvis du kommer ud for en arbejdsulykke.
- Dokumentér hændelsen
Få hjælp af kollegaer eller andre til at tage billeder af stedet, hvor du kom til skade. Inddrag også personer, som så dig komme til skade og få dem til at fortælle, hvad de så - skriv kontaktoplysninger ned på dem. Dokumentationen er vigtig, hvis du skal søge erstatning på et senere tidspunkt.
- Informér din arbejdsgiver
Giv besked til din arbejdsgiver om skaden hurtigst muligt. Det er din arbejdsgiver, der skal anmelde din skade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Den skal anmeldes i det, der hedder EASY på virk.dk inden for 14 dage. Læs mere om, hvornår en skade skal anmeldes.
- Kontakt din læge
Det er vigtigt, at du får en lægelig vurdering af din skade – gerne inden for 72 timer. Og sørg for at lægen dokumenterer, at skaden er arbejdsrelateret og præcist noterer alle dine gener, da det kan have betydning, hvis det ender med en arbejdsskadesag.
- Følg op
Sikr dig, at din arbejdsgiver har anmeldt skaden og har fået den nødvendige dokumentation omkring skaden. Læs mere og forstå din arbejdsskadesag her.
Var nogen skyld i arbejdsulykken?
Hvis din arbejdsgiver eller en kollega, har gjort noget forkert eller ikke gjort det, man kunne forvente for at forhindre at ulykken skete, skal din arbejdsulykke også anmeldes til din arbejdsgivers ansvarsforsikringsselskab (det er dog ikke sikkert, at din arbejdsgiver har denne forsikring, da det ikke lovpligtigt).
Det vil betyde, at du kan få erstatning for krav, som ikke er dækket af arbejdsskadeforsikringen. Det er især erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.
Det kan være svært at afgøre, om din arbejdsgiver eller andre er ansvarlige for din arbejdsulykke. Det er derfor vigtigt, at du får vurderet, om der er grundlag for et erstatningsansvar.
Hvis du har spørgsmål eller behov for hjælp til vurderingen af, om der kan være et ansvar i sagen, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 7227 7280 eller via kontaktformularen.
Sådan anmelder du en erhvervssygdom
Her guider vi dig i, hvad du skal gøre, hvis du er blevet syg eller skadet af dit arbejde over en længere periode.
- Gå til din læge
Først og fremmest skal du finde ud af, om du er blevet syg af dit arbejde. Det skal din læge vurdere. Er din læge i tvivl, kan du blive henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik, som kan undersøge sagen nærmere.
- Din læge skal anmelde din sygdom
Hvis din læge er enig i, at du er blevet syg på grund af dit arbejde, skal lægen anmelde din sygdom til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som en erhvervssygdom. Det skal gøres på Virk.dk under “ESS” - senest inden for ét år.
- Tal med din arbejdsgiver
Vi anbefaler, at du taler min din arbejdsgiver om, at du er blevet syg af dit arbejde, det er dog ikke et krav. Men måske kan din sygdom betyde, at der på sigt skal tages skånehensyn til dig eller andet, og det skal du aftale med din arbejdsgiver.
- Svar på spørgeskemaer
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil sende dig et eller flere spørgeskemaer, som du skal svare på. Dine svar kan have stor betydning for din sag, så overvej dem nøje. Ring til os på 7227 7280, hvis du har brug for hjælp til at svare på spørgeskemaet.
- Følg op
Har du ikke fået nogle spørgeskemaer eller hørt noget vedrørende din arbejdsskadesag, så følg op ved din læge og spørg ind til din sag. Læs mere og forstå din arbejdsskadesag her.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer din sag
Selvom din læge vurderer, at du har en erhvervssygdom, kan du ikke være sikker på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan anerkende din sygdom som en erhvervssygdom.
Det afhænger af, om det kan bevises, at det er arbejdet, der har gjort dig syg og ikke andre forhold. Dit arbejde skal have været særligt belastende.
Kontakt dit eget forsikrings- og pensionsselskab
Du kan have tegnet en forsikring, der giver dig ret til erstatning, selvom skaden er sket i arbejdstiden. Det er derfor vigtigt, at du får tjekket dine private forsikrings- og pensionsvilkår.
Du kan altid ringe til forsikringsselskabet eller pensionsordningen og få vejledning.
Hvornår skal en arbejdsulykke anmeldes?
Din arbejdsgiver har pligt til at anmelde, at du er kommet til skade, hvis ulykken opfylder ét af disse krav:
- Ulykken har medført, at du ikke kan udføre dit normale arbejde i mindst én dag udover den dag, hvor du kom til skade.
- Ulykken forventes at give ret til erstatning ifølge Arbejdsskadesikringsloven.
Du kan læse meget mere om, hvornår en arbejdsulykke skal anmeldes, på arbejdstilsynet.dk.
Som hovedregel, skal ulykken anmeldes, hvis du er det mindste i tvivl.
Særlige situationer, hvor du eller andre skal anmelde din arbejdsskade
I nogle situationer kan det blive nødvendigt, at du eller en tredjepart (fx. fagforening eller anden repræsentant) skal anmelde din skade. Det kan være hvis:
- din arbejdsgiver ikke kan eller vil anmelde skaden
- hvis virksomheden ikke eksisterer længere eller er gået konkurs.
Anmeldelse af arbejdsulykke:
Her kan du anmelde arbejdsulykke som tilskadekommen
Her kan din tredjepart anmelde arbejdsulykke
Anmeldelse af erhvervssygdom:
Her kan du anmelde en erhvervssygdom som tilskadekommen
Her kan din tredjepart anmelde erhvervssygdom
Har du brug for hjælp til at anmelde din skade, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 7227 7280 eller via kontaktformularen.
Skal en arbejdsskade anmeldes, hvis den er selvforskyldt?
Ja, en arbejdsskade skal også anmeldes, når du selv er skyld i den.
Selvom det kan være træls at skulle fortælle til din arbejdsgiver, så er det vigtigt, at du gør det alligevel. Så er du nemlig sikret, hvis du senere skal have erstatning for varigt mén eller tabt arbejdsfortjeneste.
Læs mere om erstatning ved arbejdsskader