Lærling står ved maskine og arbejder

Sådan bliver du uundværlig på din læreplads

Lære- og praktikpladsen er grundlaget for dit fremtidige arbejdsliv. Læs, hvordan du kan blive virksomhedens bedste lærling – med udsigt til et fast job, når du er færdiguddannet.
Troels Kølln

Der er ingen tvivl. Det er på lære- og praktikpladsen, du for alvor bliver professionel.

- Jeg har set mange unge, der er umodne og fjoller lidt for meget rundt på skolen, men så snart de har været i lære en virksomhed, er de kommet ovenpå. De kommer tilbage fra lære- eller praktikpladsen, som voksne, professionelle mennesker, der virkelig kan noget med deres fag, siger Benjamin Jacobsen.

Han er uddannelseskonsulent og koordinator på Erhvervsskolen Nordsjællands praktikcenter, som hjælper eleverne med at finde den rigtige praktikplads. 

Her giver Benjamin Jacobsen fem gode råd til, hvordan du som elev får det meste ud af den tid, der er så vigtig for dit fremtidige arbejdsliv.

5 råd til at få mest muligt ud af din læretid

  • 1
    Lær dit fag og branche at kende

    Det er din egen opgave at sætte dig ind i fagområdet og virksomheden, så du ikke kommer bragende ind som en tyr i en porcelænsbutik. Det er din fremtid, det gælder, så du skal selv gøre en indsats.

    Hvert fag har sine egne måder at gøre tingene på, og det samme har hver virksomhed. Spørg på skolen, spørg på virksomheden, spørg kammeraterne: Hvordan gør man her? Er der noget særligt, jeg skal vide?

  • 2
    Gør dig umage, når du ansøger

    Det første indtryk er vigtigt, og derfor starter det hele med en god ansøgning. Igen er det meget forskelligt fra fag til fag, hvordan man bør gøre.

    For eksempel vil elektrikere ofte være mere formelle og vil gerne have en 100 procent korrekt ansøgning på skrift. Men hos tømrere og murere virker det tit bedre, at du dukker op i fuldt arbejdstøj før arbejdsdagen starter, trykker mester i hånden og siger:  Goddag, hr., jeg søger en læreplads, er der noget for mig at rive i her? Det kan godt være angstprovokerende. Men man skal gøre det alligevel.

  • 3
    Tilpas dig omgangstonen

    Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor man har sin egen tone og jargon, så det er vigtigt at lægge mærke til, hvordan man taler og opfører sig her.

    Der er ikke nogen, der gider snakke med dig, hvis du smider benene op på bordet og gemmer dig bag telefonen. Men omvendt skal du også behandles ordentligt, også selv om du er lærling. Det er vigtigt at huske.

  • 4
    Vær fremme i skoene

    Jeg hører tit fra virksomhederne, at deres lærlinge gerne måtte virke lidt mere interesserede. Så det kan godt være, at du ikke er 100 procent engageret endnu, men så må du bare virke sådan.

    Det handler om de helt enkle ting: Mød op til tiden, læg din smartphone fra dig, og lyt til det, der bliver sagt. Hvis du viser interesse for dit arbejde, så skal det nok komme.

  • 5
    Stil spørgsmål

    Mange unge ser det som et nederlag, hvis de skal spørge om hjælp. Men du kan ikke lære noget, uden at have gjort det mange gange først.

    Det er en god ting at stille spørgsmål til en svend eller mester, hvis man er usikker. Det viser, at du gerne vil lære håndelaget. Og det er vigtigste, hvis du vil være uundværlig på lærepladsen.

Samtale om bedre arbejdslyst

Vil du vide mere om, hvad der giver dig arbejdslyst og trivsel? Book en tid til en samtale om bedre arbejdslyst.