
Sådan tager du et semester i udlandet
Udlandssemestre bliver mere og mere eftertragtede. I dag pakker næsten hver femte studerende rygsækken og drager ud i verden med bøgerne under armen. Men er det noget for dig? Jobkonsulent i Krifa Birthe Utoft fortæller, at det er vigtigt, at du forventningsafstemmer med dig selv, inden du beslutter dig.
- De fleste har høje faglige ambitioner og søger derfor til et universitet, der er fagligt specialiserede på et specifikt område. Derfor vil man oftest opleve, at det faglige niveau er højere, end man er vant til. Og så er der jo også den sproglige barriere, der gør mange af fagene endnu sværere. Så du skal være parat til at give den en skalle for at følge med, mener hun.
Ud af komfortzonen!
Men når det så er sagt, er der ifølge Birthe Utoft en lang række fordele ved at drage til et udenlandsk universitet.
- Personligt er det en kæmpe gevinst for dig at komme uden for Danmarks trygge grænser. Du bliver presset ud af din komfortzone og lærer at stå på egne ben. Socialt er der også meget at hente, for de fleste får masser af kontakt med de andre udenlandske studerende. Jeg tror, det er rigtig sundt og givende. På den måde får du jo et indblik i, hvor forskellig verden kan se ud, og du bliver udfordret på dine holdninger, siger hun.
Også på CV’et vil et udenlandssemester gavne og måske medvirke til, at den fremtidige jobsøgning bliver lettere. Birthe Utoft fortæller:
- Du skiller dig hurtigt ud i jobsøgningen, hvis du som nyuddannet kan skrive et udenlandsk universitet på CV’et. Det viser, at du er selvstændig og ikke er bange for at afprøve grænser. Og så har du også et internationalt netværk, som du kan spare med.
Eventyrlyst eller hjemvé?
Men når det kommer til beslutningen om, hvorvidt du skal tage af sted eller ej, skal du i virkeligheden ikke starte med alle de fornuftige overvejelser om CV og netværk. Ifølge Birthe Utoft skal du i stedet tage udgangspunkt i mavefornemmelsen.
- Du skal altså virkelig ville det, før det bliver en succes. Du skal have eventyrlyst og føle, at det vil give mening for dig, også rent fagligt. Brænder du for det, skal du turde springe ud i det. Lad ikke tanken om hjemvé afskrække dig. Det værste, der kan ske, er, at du tager hjem før tid.