
Jobskifte- og karrieresamtalen gav mig en ro omkring, hvad jeg skal i mit arbejdsliv
Når man er midtvejs i sit arbejdsliv, er der mange, der bliver ramt af tanken, om de nu også er det rette sted. Det oplevede 50-årige Anette Wadt, der bor i Jyllinge ved Roskilde.
I stedet for at gå med frustrationerne selv, valgte hun at tage til en jobskifte- og karrieresamtale hos sin lokale Krifa-afdeling.
- Jeg har efterhånden været mange år på arbejdsmarkedet og havde tænkt over, om jeg var på min rette hylde. For at blive klogere på mine egentlige behov, tog jeg til en jobskifte- og karrieresamtale hos Krifa for at drøfte min situation, fortæller Anette Wadt.
De sidste tre år har hun arbejdet som salgsassistent hos virksomheden Bossard Denmark, hvor hun hovedsageligt tager sig af kundeordrer- og henvendelser.
Men med en lang karriere inden for salg, begyndte spørgsmålet at melde sig, om Anette Wadt var i den branche, hun ønskede.
- Det var så tiltrængt, at en fagperson spurgte ind til de rigtige ting, kunne kaste alle bolde i luften og hjælpe mig med at finde ud af, hvad der er vigtigt for mig. Hvem jeg er i mit arbejde, og hvad der er vigtigst for mig, lyder det fra Anette Wadt.
At tale om arbejdsliv, mens man er i job
Selvom Anette Wadt har arbejde, har hun fået meget ud af at tale om sit arbejdsliv - og har efterfølgende fået mere arbejdsglæde, nu hvor tvivlen er skiftet ud med fokus, forklarer hun:
- Samtalen hos Krifa gav mig en ro omkring, hvad jeg skal i mit arbejdsliv, og konsulenten hjalp mig med at erkende, at jeg er det rette sted. Jeg er blevet afklaret og tager nu glad på arbejde, fordi jeg har fået de andre tanker afskrevet.
Anette Wadt vil anbefale, at også personer, der er i arbejde, tager til en jobskifte- og karrieresamtale:
- Jeg hører tit fra andre, at de ikke er tilfredse med deres arbejde, og her er det sundt at få en fagpersons øjne på ens situation og de muligheder, man har, siger hun.
Anette Wadt har endda fået grønt lys fra sin chef til selv at tage uddannelsen som arbejdslystkonsulent, hvilket hun glæder sig til at gå i gang med.