Forventninger fra leder, kolleger og fra os selv

Vores balance er udfordret af store forventninger

Oplevelsen af pres på grund af forventninger fra leder, kolleger og fra os selv, er noget af det, der i særlig grad udfordrer vores balance i arbejdslivet. Vi er mentalt pressede af forventninger og tanker om arbejdet, når vi egentlig burde holde fri.

Forventningsdimensionen har den laveste effekt på arbejdslysten, og temperaturen, dvs. danskernes aktuelle oplevelse af netop denne dimension, ligger på et tilsvarende lavt niveau i forhold til de to andre dimensioner af balance. Således er den gennemsnitlige temperatur på dimensionen ”Forventninger” på 58 point på en skala fra 0- 100. Der er med andre ord et ret stort potentiale i at få løftet temperaturen på dimensionen.

Forventninger presser balancen

Den dimension af balance, som vi her har valgt at samle under betegnelsen ”forventninger”, indfanges af i alt fem spørgsmål, som blandt andet handler om, hvorvidt arbejdet fylder for meget i tankerne, når vi holder fri, og om vi føler os pressede i vores arbejde på grund af forventninger fra henholdsvis os selv, kollegerne og lederen.
Grafik: Forventninger
At arbejdet for mange fylder i tankerne, når vi holder fri, kan hænge sammen med, at man netop føler sig presset i jobbet på grund af arbejdspladsens eller egne forventninger. Helt generelt kan vi i undersøgelsen se, at det i særlig grad er denne dimension af balance, der udfordrer danskernes oplevelse af balance i arbejdslivet, da den har en markant lavere temperatur end  de to øvrige dimensioner.
Grafik: Vi presser os selv

Forventningspres og tankemylder

Vores undersøgelse viser, at halvdelen af lønmodtagerne i Danmark i enten nogen, høj eller  meget høj grad har en oplevelse af, at arbejdet fylder for meget i tankerne, når de holder fri. Til gengæld er det knap så mange, der har en oplevelse af, at privatlivet fylder for meget i tankerne, når de går på arbejde. Det er kun syv procent af lønmodtagerne, der i høj eller meget høj grad har denne oplevelse. Det er i særlig grad ”tankemylder”, der får oplevelsen af balance til at tippe for mange danskere. 

Blandt de lønmodtagere, som i høj eller meget høj oplever, at arbejdet fylder for meget i tankerne, når de holder fri, er den gennemsnitlige temperatur på forventningsdimensionen nede på 38 point ud af 100 mulige. Til sammenligning er temperaturen på gennemsnitligt 70 point blandt dem, der slet ikke eller kun i ringe grad oplever, at arbejdet fylder i fritiden. Vores undersøgelse dokumenterer altså, at vi generelt udfordres på vores oplevelse af balance i arbejdslivet, fordi vi tænker (for) meget på vores arbejde, når vi egentlig burde holde fri med familien.

Vi presser os selv

Vores undersøgelse viser også, at hver fjerde lønmodtager i Danmark i højere grad føler sig presset på grund af egne forventninger end af forventninger fra henholdsvis, leder og kolleger. Tilsvarende er det kun henholdsvis otte procent og ti procent af os, der føler os pressede i arbejdet på grund af enten kollegernes eller lederens forventninger.

Vi skal selv sætte grænsen

De seneste års øgede brug af hjemmearbejde blandt andet som følge af coronapandemien kan have bidraget til denne oplevelse af øget forventningspres – både fra arbejdspladsen og måske i særlig grad fra den enkelte medarbejder selv. Når grænserne mellem familieliv og arbejdsliv ikke længere er givet qua en institutionaliseret opdeling mellem hjem og arbejdsplads, må medarbejderne nemlig i højere grad selv trække grænsen for, hvad der er arbejde, og hvad der ikke er. Det betyder også, at man oftere kommer i forhandling med sig selv om, hvornår arbejdet mon er udført godt nok, og det kan i sig selv medføre en oplevelse af indre pres.1

Lidt mindre pres, når man møder ind

Vores undersøgelse tyder på, at de lønmodtagere, som fortsat er mødt ind på deres arbejdsplads under coronapandemien, har oplevet et lidt mindre pres på grund af egne forventninger, end de medarbejdere som har arbejdet helt eller delvist hjemmefra på grund af coronapandemien. 

Der er således grund til at antage, at det har en positiv betydning i forhold til forventningspres fra en selv at have bevaret tilknytningen til arbejdspladsen under nedlukningen.

Stort potentiale

Dimensionen ”Forventninger” har en mindre effekt på arbejdslysten end de to andre dimensioner af balance, som vi har behandlet i denne rapport. Der er dog stadig en signifikant sammenhæng mellem dimensionen ”forventninger” og effekten på arbejdslysten. Derfor giver det god mening at sætte fokus på de forskellige former for forventningspres på arbejdspladserne. Der er et stort potentiale i at løfte temperaturen og dermed lette presset hos de mange danskere, som ifølge vores undersøgelse oplever et eget pres eller pres fra omgivelserne. 

Som vi så i det foregående, er det oplevede pres størst fra den enkelte medarbejder selv. Der er derfor al mulig god grund til, at du som leder sætter fokus på, hvordan du kan være med til at sikre, at forventningspres afløses af forventningsafklaring – ikke mindst for de medarbejdere, som arbejder på distancen, og som måske går rundt med ”tankemylder” om, hvornår de mon har gjort arbejdet godt nok.

Denne artikel indgår i rapporten ”Balance – harmoni eller hamsterhjul”. Du kan læse hele rapporten her krifa.dk/indeks11-balance.

1) Kristensen 2011 og 2007