På Solgården træner de den intuitive muskel

Vi har interviewet lederen af Solgården, Anne Thybo om at skabe nye tanker og erkendelser hos medarbejderne.

Solgården

Solgården er et kompetencecenter i Høje Taastrup Kommune, der rummer voksne med handicaps og psykisk sårbarhed. Det kan både være borgere med multiple handicaps, begrænsede kognitive forudsætninger og folk med angst.

På Solgården vil leder Anne Thybo gerne bidrage til, at medarbejderne får ”styrket den intuitive muskel”.

I en arbejdsdag hvor man vandrer fra den ene dilemmafyldte beslutning til den anden, kan det være svært at være praksisklog, hvis man ikke kender sig selv godt og kigger på sin tankegang fra et refleksivt metaniveau. Derfor har hun sat litteratur på skemaet.

På Solgården har de lavet kompendier af tonstung teori om læring. Kuldechokket er, at det ikke er velformuleret og gennemtygget litteratur, men ualmindelig nørdet og måske dårligt formuleret litteratur af store tænkere. Det er litteratur, der stiller flere spørgsmål, end den svarer på. Det kan få medarbejderne til at reflektere og få dialoger med hinanden om, hvad de bliver irriteret over, hvad de synes, der er vigtigt, og hvad de måske kan bruge i deres arbejde.

Refleksioner om arbejdslivet og livet

I gamle dage var personalemøderne noget, der skulle overstås, og hvor de fleste var klar til at gå ud ad døren klokken 15.55. I dag bliver klokken mange, diskussionerne er livlige, og medarbejderne ønsker at tale med hinanden om både meningen med arbejdet og livet.

”Jeg vil gerne have dem til at reflektere over deres egen praksis. Hvorfor gør jeg, som jeg gør, og hvorfor tænker jeg egentlig, som jeg gør? De samtaler får vi bl.a. via faciliterede dialoger, når vi har læst litteraturen”, siger leder Anne Thybo.

Litteraturen giver nye billeder på borgerne

Litteraturen skal medvirke til, at medarbejderne får en fælles teoretisk referenceramme, og at de ser deres praksis udefra. Samtidig skal det også give dem nogle nye billeder på de borgere, de hjælper: ”Hvordan kunne jeg se dig på en ny måde?”, og ”hvad er der ikke tænkt om dig endnu?”

”Jeg vil gerne bidrage til, at medarbejderne får et metaniveau på deres tanker og handlinger. Hvad betyder det, når vi stiller os i den her diskurs? Hvad betyder det, når ordene ikke er uskyldige? Og hvordan kan vi fremme et udvidet handlerum i samarbejde med brugerne?” fortsætter Anne Thybo.

Det kan være upopulært

Det er ikke altid lige populært at sætte svært stof som ”situeret læring” og ”kønsteori” på programmet, for nogle gange kan medarbejderne ikke se, hvordan det kan kvalificere den pædagogiske praksis. Pædagogerne er vant til at arbejde konkret med tingene, og derfor kræver det øvelse at komme op på det lidt højere abstraktionsniveau. Måske skal de genbesøge det læste, og ofte får de her en ny tanke eller erkendelse. Det skal ikke være en præstation i sig selv, men det skal stimulere til at dygtiggøre den enkelte og skabe en mere refleksiv praksis.

”Jeg er ikke altid lige populær, når jeg foreslår litteratur. Men det gør ikke noget, at vi ikke altid forstår det hele. Noget af det skal måske ikke føre til konkret handling, men vi skal reflektere over det og blive klogere. Når vi taler sammen, finder vi ud af, at der er mange måder at forstå tingene på. Det er de mange perspektiver, der kan kvalificere ens praksis”, siger Anne Thybo.

Mere bevidst om egne værdier

Litteraturen kan også gøre den enkelte mere bevidst om egne værdier og fælles organisatoriske værdier. ”Hvem er vi, og hvad er vores mission i arbejdslivet? Hvorfor blev jeg pædagog, og hvilken vej vil jeg egentlig gå i både arbejdslivet og i livet?”

Samtidig har det også givet medarbejderne en særlig faglig stolthed, et stærkt vi og et ståsted at se sin praksis ud fra. Det har haft en positiv, afledt effekt over for borgerne.

Borgerne har fået en rolle i eget liv

Tidligere var Solgården et kompetencecenter, hvor borgere med psykiske og fysiske handicap blev aktiveret og ”underholdt”, men det var ikke nødvendigvis med et læringselement og et udviklingsperspektiv i fokus. Ret beset skulle de bare have en god dag. En god dag er ikke nødvendigvis længere et mål i sig selv.

”Vi skal ikke være et fritidshjem for voksne. Men vi skal gøre vores borgere duelige og give dem kompetencer til at varetage deres eget liv. Alle kan udvikle sig, men hvordan er individuelt. Vi skal give dem adgang til at vise, hvad de kan vokse på. Her skal vi være dygtige til at se de sociale processer og samspil som et læringsrum”, fortæller Anne Thybo.

Det har haft en konsekvens

For nogle medarbejdere var det svært med den nye tilgang. Efter mange pædagogiske dage hvor Solgårdens nye pædagogiske læringsfokus blev trænet, havde det den konsekvens, at Anne Thybo måtte skifte nogle af de medarbejdere ud, som ikke havde lyst til at være med på rejsen.
I dag bliver borgerne ikke udsat for aktiviteter som ”mal på påskekyllinger” eller ”klip et gækkebrev”, fordi året kalder på en særlig højtid. De har i stedet temadage med navne som ”Sex og Selvværd” og ”Nak & æd”. I sidstnævnte splitter de et dyr ad og laver mad sammen. De har danseworkshops, og borgerne bliver trænet i at holde taler til fester, i hvordan man siger nej, og hvordan man kan overskue at lytte til hinanden, frem for kun selv at være på.

Borgerne skal dermed ikke bare være gode til at være på Solgården. De skal lære at mestre deres eget liv uden for Solgården.

Netop evnen til at mestre eget liv og kende sig selv rigtig godt har ifølge to amerikanske udviklingspsykologer betydning for vores evne til at mestre fagligt.

En række organisationer i USA har i højere grad fokus på det enkelte menneskes udvikling end på selve virksomhedens mission, og de mener, at selvindsigt giver en højere faglighed og dermed et bedre output for virksomheden.

De kalder det for ”The Deliberately Developmental Organizations”. Vi har valgt at oversætte dette til ”de bevidst udviklende organisationer”, og dem vil vi kigge nærmere på i de kommende afsnit.