Data er indsamlet af TNS Gallup for Krifa i oktober 2016. Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 1.027 repræsentativt udvalgte respondenter blandt lønmodtagere på det danske arbejdsmarked i aldersgruppen 18 til 65 år.
Stress: Unge presses af arbejdsopgaver og egne ambitioner
Krifa har netop præsenteret en ny undersøgelse om stress og årsager til stress blandt lønmodtagere på det danske arbejdsmarked. Danske lønmodtagere stresses af mængden af arbejdsopgaver. Vores undersøgelse peger i den forbindelse på, at unge i særlig grad er udfordret af både arbejdsopgaver og egne ambitioner i arbejdslivet.
Stress fylder meget i den offentlige debat og har gjort det i mange år. Og med god grund. Stressforeningen anslår, at 35.000 danskere er sygemeldt på grund af stress hver eneste dag, og mere end 400.000 danskere har dagligt tegn på alvorlig stress.
En ny undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for Krifa, viser, at en fjerdedel af lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked, har oplevet tegn på stress inden for det seneste halve år.
Lignende undersøgelser har tidligere peget på den samme tendens. Eksempelvis nåede Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i deres rapport ”Arbejdsmiljø & Helbred i Danmark” fra 2013 frem til, at 52 procent oplever arbejdet som den vigtigste kilde til stress. Kun 5 procent angiver i undersøgelsen fra NFA, at privatlivet er den vigtigste årsag til stress.
Næst efter arbejdsopgaverne så angiver henholdsvis 33 procent og 32 procent af respondenterne i vores undersøgelse, at omstruktureringer på arbejdspladsen og den nærmeste leder udgør den væsentligste årsag til oplevelsen af stress. Der synes dermed at være god grund til at interessere sig særligt for forholdet mellem vores arbejdsliv og oplevelsen af stress.
Forskellen mellem yngre og ældre på arbejdsmarkedet bliver endnu tydeligere, når man spørger til deres egne ambitioners indvirkning på oplevelsen af stress i arbejdslivet. Således svarer hele 49,5 procent af de 18 til 29-årige, at egne ambitioner er den væsentligste årsag til oplevelsen af stress. Tilsvarende svarer kun 19 procent af de 50 til 59-årige, at egne ambitioner er den væsentligste årsag til oplevelsen af stress.
At unge generelt har store ambitioner på egne vegne er ikke nyt, og afspejles også i anden forskning gennem de senere år. Eksempelvis gennemførte Center for ungdomsforskning ved Aalborg Universitet en undersøgelse i 2014, der viste, at gruppen af 21 til 30-årige i langt højere grad end deres ældre kollegaer har store ambitioner i forhold til deres arbejdsliv. Eksempelvis har en langt større del af de unge en ambition om at blive leder, end deres ældre kollegaer. Der synes derfor at være god grund til at interessere sig for sammenhængen mellem arbejdsopgaver, egne ambitioner og oplevelsen af stress i arbejdslivet.
Interessen for sammenhængen mellem arbejde, ambitioner og stress finder vi flere steder i nyere forskning. Eksempelvis hos psykologiprofessor Svend Brinkmann. I flere artikler og bøger kobler han spørgsmålet om arbejde, ambitioner og stress sammen med en kritik af den stadig større sammenhæng mellem identitet og arbejdsliv. Brinkmann sætter blandt andet spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt at hente hele sin identitet i et hastigt foranderligt arbejdsliv. I sit bidrag til antologien ”Det meningsfulde arbejdsliv” skriver Brinkmann i den forbindelse: ”at have en identitet – at være nogen – er et langsigtet projekt, der kræver kontinuitet, forpligtelse og fornemmelse for, hvad der er vigtigt og uvigtigt, meningsfuldt og meningsløst, i tilværelsen. Men når vi har at gøre med et moderne arbejdsliv, der stiller krav om fleksibilitet, omstillingsparathed, konstant kompetenceudvikling og livslang læring, da har vi måske med en samfundsmæssig arena at gøre, der er for ustabil og for kortsigtet til, at den er værd at hæfte hele sin identitet op på?”
At en tredjedel af os overser, at en kollega er tæt på at gå ned med stress, er foruroligende, men ikke overraskende. Når henholdsvis arbejdsopgaver og egne ambitioner er blandt de væsentligste årsager til, at vi selv oplever tegn på stress, er det ikke så overraskende, at vi samtidig overser tegn på stress hos andre. Men billedet er ikke entydigt foruroligende, for ganske vist overser en tredjedel af os tegn på stress hos vores kollegaer. Men samtidig viser vores undersøgelse også, at hele 70 procent af dem, der har forholdt sig til, at en kollega viste tegn på stress, har talt om det med den eller de pågældende kollegaer. Noget tyder altså på, at vi i høj grad viser omsorg for de arbejdsmæssige relationer, som vi indgår i.
Blandt de unge på arbejdsmarkedet, er det 19 procent, der svarer ja til at have overset tegn på stress hos en kollega, hvor det til sammenligning er næsten 35 procent i gruppen over 40 år, der svarer ja til at have overset tegn på stress hos en kollega. Til gengæld taler de unge ikke så meget med stress-ramte kollegaer om stress, som deres ældre kollegaer gør. Kun 42 procent af de 18 til 29-årige svarer ja til, at de har talt om stress med en stress-ramt kollega. Hele 74 procent af de 50 til 59-årige svarer ja til, at de har talt om stress med en stress-ramt kollega. Det kunne være interessant at undersøge, hvorfor ældre i højere grad end deres yngre kollegaer taler med stress-ramte kollegaer om årsager til stress.
Når undersøgelsen ret entydigt peger på, at det er arbejdet og arbejdsopgaverne, der har det med at stresse os, synes der i særlig grad at påhvile ledelsen et ansvar for at sikre, at arbejdsdagen og arbejdsopgaverne tilrettelægges på en sådan måde, at de enkelte medarbejdere sikres en sund balance i arbejdsdagen. Samtidig er det vigtigt, at også medarbejderne selv bidrager til at skabe en kultur på arbejdspladsen, der understøtter en stress-fri arbejdsdag og en kultur, hvor det er legitimt at tale om problemer med stress, når det alligevel går galt.
En ny undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for Krifa, viser, at en fjerdedel af lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked, har oplevet tegn på stress inden for det seneste halve år.
Arbejdsopgaverne stresser os
Krifas undersøgelse peger på, at det i særlig grad er arbejdsopgaverne, der opleves som den væsentligste årsag til stress blandt lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked. Således angiver hele 63 procent af de adspurgte arbejdsopgaverne som den væsentligste årsag til oplevelsen af stress.Lignende undersøgelser har tidligere peget på den samme tendens. Eksempelvis nåede Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i deres rapport ”Arbejdsmiljø & Helbred i Danmark” fra 2013 frem til, at 52 procent oplever arbejdet som den vigtigste kilde til stress. Kun 5 procent angiver i undersøgelsen fra NFA, at privatlivet er den vigtigste årsag til stress.
Næst efter arbejdsopgaverne så angiver henholdsvis 33 procent og 32 procent af respondenterne i vores undersøgelse, at omstruktureringer på arbejdspladsen og den nærmeste leder udgør den væsentligste årsag til oplevelsen af stress. Der synes dermed at være god grund til at interessere sig særligt for forholdet mellem vores arbejdsliv og oplevelsen af stress.
De unge stresses af arbejdsopgaver og egne ambitioner
Der er ingen tvivl om, at vores arbejde i mange tilfælde udgør en væsentlig kilde til den enkeltes oplevelse af stress. Vores undersøgelse peger i den forbindelse på, at de unge mellem 18 og 29 år er særligt udfordret i forhold til oplevelsen af arbejdsbetinget stress. Således angiver hele 74 procent af de unge mellem 18 og 29 år, at arbejdsopgaverne for dem er den væsentligste årsag til oplevelsen af stress. Til sammenligning har 62 procent af de 50 til 59-årige svaret, at arbejdsopgaverne er den væsentligste årsag til oplevelsen af stress.Forskellen mellem yngre og ældre på arbejdsmarkedet bliver endnu tydeligere, når man spørger til deres egne ambitioners indvirkning på oplevelsen af stress i arbejdslivet. Således svarer hele 49,5 procent af de 18 til 29-årige, at egne ambitioner er den væsentligste årsag til oplevelsen af stress. Tilsvarende svarer kun 19 procent af de 50 til 59-årige, at egne ambitioner er den væsentligste årsag til oplevelsen af stress.
At unge generelt har store ambitioner på egne vegne er ikke nyt, og afspejles også i anden forskning gennem de senere år. Eksempelvis gennemførte Center for ungdomsforskning ved Aalborg Universitet en undersøgelse i 2014, der viste, at gruppen af 21 til 30-årige i langt højere grad end deres ældre kollegaer har store ambitioner i forhold til deres arbejdsliv. Eksempelvis har en langt større del af de unge en ambition om at blive leder, end deres ældre kollegaer. Der synes derfor at være god grund til at interessere sig for sammenhængen mellem arbejdsopgaver, egne ambitioner og oplevelsen af stress i arbejdslivet.
Interessen for sammenhængen mellem arbejde, ambitioner og stress finder vi flere steder i nyere forskning. Eksempelvis hos psykologiprofessor Svend Brinkmann. I flere artikler og bøger kobler han spørgsmålet om arbejde, ambitioner og stress sammen med en kritik af den stadig større sammenhæng mellem identitet og arbejdsliv. Brinkmann sætter blandt andet spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt at hente hele sin identitet i et hastigt foranderligt arbejdsliv. I sit bidrag til antologien ”Det meningsfulde arbejdsliv” skriver Brinkmann i den forbindelse: ”at have en identitet – at være nogen – er et langsigtet projekt, der kræver kontinuitet, forpligtelse og fornemmelse for, hvad der er vigtigt og uvigtigt, meningsfuldt og meningsløst, i tilværelsen. Men når vi har at gøre med et moderne arbejdsliv, der stiller krav om fleksibilitet, omstillingsparathed, konstant kompetenceudvikling og livslang læring, da har vi måske med en samfundsmæssig arena at gøre, der er for ustabil og for kortsigtet til, at den er værd at hæfte hele sin identitet op på?”
Vi overser tegn på stress hos hinanden
I undersøgelsen spørger vi også til, om lønmodtagerne kender tegnene på stress. Her svarer hele 84 procent, at de enten i høj grad eller i nogen grad, kender tegnene på stress. Det, de fleste forbinder med stress, er dårlig og urolig søvn, koncentrationsbesvær og oplevelsen af at have svært ved at huske. I den sammenhæng har vi også spurgt til, om man har overset tegn på stress hos en eller flere kollegaer, inden den eller de pågældende kollegaer blev sygemeldt på grund af stress. Det svarer 31 procent af de adspurgte ja til.At en tredjedel af os overser, at en kollega er tæt på at gå ned med stress, er foruroligende, men ikke overraskende. Når henholdsvis arbejdsopgaver og egne ambitioner er blandt de væsentligste årsager til, at vi selv oplever tegn på stress, er det ikke så overraskende, at vi samtidig overser tegn på stress hos andre. Men billedet er ikke entydigt foruroligende, for ganske vist overser en tredjedel af os tegn på stress hos vores kollegaer. Men samtidig viser vores undersøgelse også, at hele 70 procent af dem, der har forholdt sig til, at en kollega viste tegn på stress, har talt om det med den eller de pågældende kollegaer. Noget tyder altså på, at vi i høj grad viser omsorg for de arbejdsmæssige relationer, som vi indgår i.
Blandt de unge på arbejdsmarkedet, er det 19 procent, der svarer ja til at have overset tegn på stress hos en kollega, hvor det til sammenligning er næsten 35 procent i gruppen over 40 år, der svarer ja til at have overset tegn på stress hos en kollega. Til gengæld taler de unge ikke så meget med stress-ramte kollegaer om stress, som deres ældre kollegaer gør. Kun 42 procent af de 18 til 29-årige svarer ja til, at de har talt om stress med en stress-ramt kollega. Hele 74 procent af de 50 til 59-årige svarer ja til, at de har talt om stress med en stress-ramt kollega. Det kunne være interessant at undersøge, hvorfor ældre i højere grad end deres yngre kollegaer taler med stress-ramte kollegaer om årsager til stress.
Når undersøgelsen ret entydigt peger på, at det er arbejdet og arbejdsopgaverne, der har det med at stresse os, synes der i særlig grad at påhvile ledelsen et ansvar for at sikre, at arbejdsdagen og arbejdsopgaverne tilrettelægges på en sådan måde, at de enkelte medarbejdere sikres en sund balance i arbejdsdagen. Samtidig er det vigtigt, at også medarbejderne selv bidrager til at skabe en kultur på arbejdspladsen, der understøtter en stress-fri arbejdsdag og en kultur, hvor det er legitimt at tale om problemer med stress, når det alligevel går galt.