Ny rapport: Arbejdslyst gør samfundet rigere
Forside/ Videncenter/ Rapporter og analyser/ Arbejdslyst gør samfundet rigere
Forside/ .../ Arbejdslyst gør samfundet rigere

NY RAPPORT: Arbejdslyst gør samfundet rigere!

47,6 milliarder! Så stort er det samfundsøkonomiske potentiale ved en forbedring i arbejdslysten på blot ét enkelt point på en skala fra 0 – 100. Denne forskningsrapport af Videncenter for God Arbejdslyst og Kraka Advisory fremlægger helt unik dokumentation for den samlede samfundsmæssige værdi af god arbejdslyst.

En forbedring i arbejdslysten er en stor økonomisk gevinst for samfundet som helhed, men også for de offentlige finanser. Der er altså et uforløst potentiale ved at forbedre den nuværende arbejdslyst på de danske arbejdspladser. 

Gevinst for samfundsøkonomien er velfærd

Ved samfundsøkonomiske gevinster forstår vi forbedringer af den samlede velfærd i samfundet, uanset hvilken person eller organisation, forbedringen tilfalder.

Konkret ser vi her på...

  • De ansattes velfærd, produktivitet og antal år på arbejdsmarkedet
  • Omkostninger til behandling i sundhedsvæsenet

For eksempel fører en forbedring af arbejdslysten til, at medarbejderne bliver mere produktive. Det indebærer, at virksomhederne skaber mere værdi. I analysen af de samfundsøkonomiske gevinster ser vi på den ekstra værdi, virksomhederne skaber, når arbejdslysten forbedres.

Gevinst for offentlige finanser er kroner og øre i offentlige kasser

Ved gevinster for de offentlige finanser forstår vi ændringer i pengestrømmene til og fra den offentlige sektor, således at der tilflyder flere penge til den offentlige sektor, eller der flyder færre penge fra den offentlige sektor.

Konkret ser vi her på...

  • Sparede sygedagpenge
  • Øgede selskabsskatter og personskatter
  • Sparede pensionsudbetalinger

For eksempel fører en forbedring af arbejdslysten til højere produktivitet i virksomhederne. Ud af den ekstra værdi, der skabes, får staten og kommunerne en del i form af større indtægter fra selskabsskatter. I dette eksempel er gevinsten for de offentlige finanser ved højere arbejdslyst, at indtægterne fra selskabsskat stiger. Gevinsten for de offentlige finanser er en del af gevinsten for samfundet.

Værdien af god arbejdslyst

Rapporten Arbejdslyst gør samfundet rigere (2022) er den tredje i et længevarende forskningssamarbejde mellem Videncenter for God Arbejdslyst og Kraka Advisory.
I den første rapport: Trivsel betaler sig (2019) fandt vi værdien af arbejdslyst for den enkelte ansatte.
I den anden rapport: Arbejdslyst giver bonus på bundlinjen (2021) fandt vi værdien for virksomhederne.
Med denne tredje rapport er vi nået hele vejen rundt om værdien af at skabe bedre arbejdslyst for ansatte i Danmark.

Læs mere

Download rapporten kvit og frit – eller få en kortere opsummering af rapportens vigtigste resultater i vores Executive Summary.