Indgåede overenskomstaftale mellem Krifa og KA styrker de familiemæssige aspekter af arbejdslivet

Betalt frihed til fertilitetsbehandling er nybrud i ny overenskomst

Ny overenskomst indeholder familiemæssigt nybrud på arbejdsmarkedet med betalt frihed til fertilitetsbehandling.

Den indgåede overenskomstaftale mellem Krifa og KA omfattende ca. 1.400 virksomheder og ca. 20.000 lønmodtagere styrker de familiemæssige aspekter af arbejdslivet med betalt frihed til fertilitetsbehandling, ekstra betaling med fuld løn under forældreorlov i yderligere to uger samt udvidet ret til frihed med fuld løn ved børns indlæggelse, der fremover også gælder indlæggelse i hjemmet.

I dag kommer ca. hvert 8. barn til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Infertilitet er ikke længere et individuelt problem, det er blevet en folkesygdom, der har stor politisk bevågenhed. Derfor har den nye overenskomst mellem Krifa og KA nu som den første overenskomst på det private arbejdsmarked fået indarbejdet betalt frihed til offentligt bevilliget fertilitetsbehandling.

”Infertilitet er blevet et samfundsproblem, som også skal tages alvorligt på arbejdsmarkedet. Derfor har vi som ansvarlige arbejdsmarkedsparter nu skabt bedre muligheder for fertilitetsbehandling ved at give lønmodtagerne i vores overenskomster mulighed for betalt frihed i forbindelse med behandling. Vi vil gerne i den danske models bedste ånd understøtte politikernes ønske om bedre familiemæssige rammer for arbejdslivet og ikke mindst hjælpe mennesker til at få de børn de ønsker,” siger formand Jane Heitmann, Krifa.

Pensionsmidler kan finansiere seniorers fleksible arbejdstid

Den nye overenskomst har fokus på at skabe bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdslivet. Derfor udvides betalingen med fuld løn under forældreorlov, ligesom mulighederne for et fleksibelt seniorliv forenkles og gøres nemmere, så den enkelte medarbejder de sidste tre år inden folkepensionsalderen får mulighed for at finansiere eller medfinansiere en reduktion af arbejdstiden med opsparede pensionsmidler.

”I KA er vi tilhængere af at lade pensionsalderen stige i takt med levealderen. Men vi anerkender, at det ikke er alle, der har mulighed for at fortsætte på fuldtid som seniorer - der giver vores seniorordning mulighed for at skræddersy løsninger, der gør, at virksomhederne kan fastholde gode medarbejdere og den enkelte kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i længere tid,” siger KA-direktør Karsten Høgild.

Han ser det som positivt, at overenskomsten er treårig.

”Det er en stor fordel for vores medlemsvirksomheder, at de nu kender omkostningsudviklingen i overenskomsten i tre år. Det er også tilfredsstillende, at vi på flere områder forenkler. For eksempel fjerner vi st. bededags-tillægget og lægger det ind i ferietillægget – det vil opleves som en administrativ lettelse hos vores medlemmer. I det hele taget står vi med en overenskomst, der er enkel, let at forholde sig til og målrettet de små og mellemstore virksomheder.”

Karsten Høgild ser den betalte frihed til fertilitetsbehandling som et bidrag til at løse et stigende problem med faldende fødselsrate.

”Der fødes færre og færre børn. Det siger sig selv, at det er et stort problem – også i forhold til på lang sigt at skaffe de nødvendige medarbejdere,” siger han.

Den nye overenskomst er treårig og giver stigninger i både mindstelønnen og satserne for arbejde på særlige tidspunkter samt stigninger i overenskomsttillægget.

Fremhævede resultater af OK25 mellem Krifa og KA

Der er indgået en overenskomstaftale mellem Krifa og KA omfattende ca. 1.400 virksomheder og ca. 20.000 lønmodtagere.

Overenskomsten styrker de familiemæssige aspekter af arbejdslivet med betalt frihed til fertilitetsbehandling, ekstra betaling med fuld løn under forældreorlov i yderligere to uger og udvidet ret til frihed med fuld løn ved børns indlæggelse, der fremover også gælder indlæggelse i hjemmet.

Varighed

Overenskomsten har en varighed på 3 år gældende fra 1. marts 2025 til 1. marts 2028.

Økonomi

Mindstelønnen stiger med 3,25 kr. i 2025. Stigningen udgør 3,25 kr. i 2026. Mindstelønnen stiger med 4 kr. i 2027. Mindstelønnen ender i 2027 således på 153,25 kr. i timen i fagoverenskomsten for industri. Øvrige satser, for eksempel for arbejde på særlige tidspunkter, reguleres med 2 pct.

Overenskomsttillægget stiger med 0,5 procentpoint i 2025 og med 0,75 procentpoint 2026. Overenskomsttillægget stiger med 1 procentpoint i 2027 og ender på i alt 6 procent af den faktiske løn.

Satserne reguleres pr. 1. juni begge år.

Betalt frihed til fertilitetsbehandling

Der er aftalt op til 5 dages betalt frihed inden for 12 måneder, når man skal i fertilitetsbehandling.

Udvidet ret til fravær ved sygt barn

Den nuværende ret til én dags frihed med fuld løn i forbindelse med barnets sygdom udvides med retten til yderligere én dags selvbetalt frihed.

I 2027 sikres ret til yderligere 1 dags selvbetalt frihed i forbindelse med syge børn. I alt bliver der således ret til 3 dages frihed i forbindelse med syge børn.

Grænsen for barnets alder er udvidet med 2 år fra at gælde børn under 12 år til at gælde børn under 14 år.

Udvidet ret til frihed ved barns indlæggelse

Den nuværende ret for forældre, der indlægges sammen med et barn, til frihed med fuld løn i op til 5 dage pr. barn pr. begivenhed, udvides til på samme vilkår også at gælde ved indlæggelse i hjemmet.

Udvidet ret til løn under sygdom pga. arbejdsskade

Der er løn under sygdom, der skyldes en arbejdsskade, i samme omfang som under overenskomstens generelle regler om løn under sygdom for ikke-funktionærer, dog uden anciennitetskrav.

Forkortet anciennitet for opnåelse af pensionsindbetaling

Anciennitetskravet for at opnå pensionsrettigheder halveres fra 6 til 3 måneder.

Revision af barselsordningen

Der er aftalt yderligere 2 ugers betalt forældreorlov til fri fordeling mellem forældrene.

Barselsvilkårene er revideret, så de afspejler den øgede ligestilling i forbindelse med refusion af barselsdagpenge. Der er samlet set tale om en forøgelse af antal uger, hvor der gives orlov med løn og begrænsning på løn er fjernet.

Beløb, der ydes i ekstraordinært pensionsbidrag, er øget fra 300 kr. til 500 kr. pr. uge i 10 uger.

Forenkling af regler om finansiering af aftale om fleksibelt seniorliv

Pensionsaftalen tilrettes, så den enkelte medarbejder de sidste tre år inden folkepensionsalderen får mulighed for at finansiere/medfinansiere en reduktion af arbejdstiden med opsparede pensionsmidler

Godtgørelsesniveau ved mangelfuldt ansættelsesbevis

Niveauet følger fremover retspraksis. Det tidligere godtgørelsesloft er fjernet.

Efterindtægt ved funktionærlignende ansættelse

Funktionærlovens § 8 om efterindtægt ved en funktionærs død er blevet tilføjet til listen over obligatoriske vilkår fra funktionærloven, som skal gælde.

Skærpelse af befordringsgodtgørelsens størrelse

Fremover skal der betales befordringsgodtgørelse efter Skatterådets fastsatte maksimale satser for skattefri godtgørelse.

Skærpelse af rammer for overarbejde

Der er aftalt en tilbagefaldsregel om, at hvor arbejdstiden ikke er kendt, betales tillæg for overarbejde for alle timer ud over den aftalte ugentlige arbejdstid.

Muligheden for at aflønne med jobløn udvides

Gruppen af medarbejdere på jobløn på baggrund af en opgavebestemt ansættelse udvides.


Publiceret den 19.02.2025