Krifa ansætter ny direktør
45-årige Helene Riis Lindholm er netop ansat som ny direktør i Krifa, der har ca. 185.000 medlemmer. Hun kommer fra en stilling som Head of Customer Experience Management hos KK Windsolutions og har blandt andet en MBA med speciale i innovationsledelse.
- Med Helenes baggrund og kompetencer vil hun i høj grad kunne styrke Krifas transformation mod at blive en arbejdslivsbevægelse, der har fokus på arbejdslyst hos det enkelte medlem og i samfundet generelt, siger administrerende direktør Preben R. Jørgensen.
Efter nytår begynder Helene Riis Lindholm i sit nye job, og hun er ikke i tvivl om, hvorfor den nye rolle er den helt rigtige for hende:
- Det er en helt unik mulighed for at sætte mine kompetencer og erfaringer inden for strategisk udvikling, ledelse og innovation i spil i en organisation og en sag, jeg brænder for.
10 år i Krifa
Helene Riis Lindholm er ikke helt ny i Krifa. Faktisk har hun over 10 års erfaring i organisationen – først som medlemskonsulent og senest som karrierechef i 2016. Her var hun med til at tegne stregerne for Krifas nye retning med at skabe øget arbejdslyst blandt danskerne.
- Krifa har indtaget en fast plads i mit hjerte – og selvom det er fem år siden, jeg forlod organisationen, har jeg fulgt med på sidelinjen og brænder fortsat for missionen God Arbejdslyst, som jeg var med til at fostre, siger Helene Friis Lindholm og fortsætter:
- Det er i Krifa, jeg arbejdsmæssigt er opvokset og formet som leder, og det er her, jeg stærkest har mærket sammenhængen mellem mit personlige værdimæssige ståsted og en organisation. Nu vil jeg glæde mig til at bringe udsyn, netværk, nye perspektiver og nye kompetencer tilbage i Krifa og omsætte dem til turbo på udbredelsen af arbejdslystbevægelsen i Danmark.
Vægter trivsel højt
Den nye direktør er uddannet Cand. Mag. i musikvidenskab og dansk på Aarhus Universitet og har, ud over en MBA, en Executive bestyrelsesuddannelse fra CBS Executive.
Selv beskriver Helene Riis Lindholm sig som en leder, der er ambitiøs og samtidig vægter gode relationer, tillid og trivsel meget højt. Det passer godt til Krifas værdier og store fokus på arbejdslyst både i organisationen og i samfundet generelt.
Privat bor Helene Riis Lindholm i Hinnerup med sin mand Jesper, der er psykolog, og deres to piger på 11 og 15 år.
Publiceret 4. december 2020