Ny sponsoraftale: Fagforening vil højne trivslen i dansk esport
- Esport har virkelig gjort sit indtog i Danmark de seneste år, og det har været med til at vise, hvor bredt sporten favner, og hvor stort fællesskabet er, lyder det fra Krifas marketingschef Thomas Eskildsen.
- Vi er derfor enormt stolte af at træde ind i den her arena med en sponsoraftale med Esport Danmark og dermed få mulighed for at øge trivslen blandt gamere i alle aldre og ikke mindst hjælpe de unge mennesker med at oversætte deres esport-kompetencer til, hvordan de kan bruge dem i et job, fortsætter han.
Det glæder også direktør i Esport Danmark, Rico Corneliussen, at underskrifterne er sat på den nye sponsoraftale, og at der både er fokus på esports-udøverne og trænerne.
- Det stod klart fra begyndelsen, at vi og Krifa deler en fælles passion for miljø og trivsel. Derfor giver dette partnerskab også så meget mening. Vi vil styrke foreningerne og alle de mange frivillige ildsjæle, der varetager den foreningstanke, som vi er så berømte for og stolte af her i landet. Med den nye sponsoraftale får vi virkelig mulighed for at bidrage til udviklingen af et sundt miljø i dansk esport, siger han.
Træner-træning i trivsel
Med den nye sponsoraftale bringer Krifa sin viden og værktøjer om arbejdsmarkedet, trivsel og mental sundhed i spil. Det vil blandt andet ske ved at ruste de unge til fremtidens arbejdsmarked, ligesom en ny uddannelse målrettet trænerne vil se dagens lys.- Noget af det første, vi kaster os over sammen med Esport Danmark, er at udvikle en uddannelse, der skal klæde esportstrænere over hele landet på i forhold til, hvordan de understøtter udøverne bedst muligt. Vi har i Krifa forsket i danskernes arbejdslyst og trivsel i mange år, og vi vil selvfølgelig bidrage med viden om bl.a. trivsel, god ledelse, og hvordan man balancerer esport med skole/arbejde og familie/venner, siger Thomas Eskildsen.
Jobevent for ledige gamere
Et andet tiltag i den nye sponsoraftale er jobevents. Krifa og Esport Danmark vil holde forskellige events i de større danske byer, som skal bringe ledige gamere sammen med relevante virksomheder.
- Det er ikke kun helt unge teenagere, der gamer. Der er en stor aldersspredning, og det giver bare rigtig god mening, at vi byder vores viden og erfaringer til og hjælper de gamere, der er en del af arbejdsmarkedet, men står uden et job, siger Thomas Eskildsen.
Marketingschefen fremhæver, at Krifa og Esport Danmark tidligere har haft et lignende arrangement med Astralis, som skabte så stor værdi, at de vil gentage succesen.
- Sammen med Krifa glæder vi os til at bidrage til den kæmpe udvikling, som esporten i Danmark befinder sig i, slutter Rico Corneliussen fra Esport Danmark.
Publiceret 5. juli 2022