Krifa-formand giver depechen videre til foråret
Søren Fibiger Olesen, nuværende formand for Krifa, går i foråret 2021 af efter to årtier. Der skal nu findes nye kandidater til formandsposten
I foråret 2021 takker 62-årige Søren Fibiger Olesen af som formand for Krifa efter næsten 20 år. Beslutningen kommer efter længere tids overvejelse af den nuværende formand selv.
- Det er den rette tid til nye øjne og kræfter på posten, siger Søren Fibiger Olesen og fortsætter:
- Jeg har været formand i næsten 20 år, og Krifa er et godt sted både i forhold til bestyrelse, ledelse og udvikling.
I god tid
Jagten går nu ind på kandidater til at blive Krifas næste politiske leder. Ifølge Krifas vedtægter kan kandidater opstilles inden februar 2021.
- Der skal gerne være god tid til at finde og opstille kandidater. Målet er at nå frem til én kandidat til posten. Det tager tid at finde den helt rigtige profil til at fortsætte Krifas mission om at fremme god arbejdslyst hver dag for medarbejdere, medlemmer og samfund, lyder det fra Søren Fibiger Olesen.
Proces går i gang
Der er tre måder, kandidater kan opstilles på. Det kan både være regionsbestyrelserne, hovedbestyrelsen og grupper af medlemmer, der opstiller kandidater.
Der går nu en proces i gang i Krifas repræsentantskab, hvor et udvalg skal styre forløbet.
Publiceret den 27.05.2020