Ud af forhandlingslokalerne

Krifas formand til den øvrige fagbevægelse: Ud af forhandlingslokalerne og ind i virkeligheden

Det er på tide, at fagbevægelsen redefinerer sig selv og dropper kassetænkningen, hvis den skal forblive relevant for de næste generationer, mener Krifas formand Søren Fibiger Olesen

- Det er på høje tid, at vi indser, at der er kommet nye problemer på arbejdspladserne, som kræver nye, moderne løsninger. Der skal mere til end overenskomster.

Sådan lyder det fra Søren Fibiger Olesen, der er formand i fagforeningen Krifa. Det er i dag 120 år siden, at Septemberforliget blev indgået og formede arbejdsmarkedet, som vi kender det i dag. Formanden mener, at det er en oplagt anledning til at drøfte fremtidens fagforening, og hvordan den forbliver relevant for de kommende generationer i et arbejdsmarked under hastig forandring.

- Der er ingen tvivl om, at danskerne skylder fagbevægelsen og overenskomster en stor tak for, at vi har så gode grundlæggende vilkår på de fleste arbejdspladser i dag. Der er gjort et kæmpe arbejde, og datidens løsninger har fungeret på datidens problemer, siger Søren Fibiger Olesen.

Store udfordringer

Han peger dog på en række store udfordringer, som kræver handling.

- Der er hver dag dårlige ledere, som smadrer menneskeliv. Familier, der går i stykker, fordi vi tager frustrationer fra arbejdet med hjem, og personer, som får trukket tæppet væk under sig, fordi de ikke har udviklet sig og fulgt med tiden. Og de problemer bliver ikke løst alene med overenskomster, siger formanden og tilføjer, at det er fagbevægelsens ansvar at være relevant for medlemmerne nu og i fremtiden.

- Der er behov for, at vi tænker mennesket før faget, og det er tid til, at de fagafgrænsede fagforeninger kommer ud af forhandlingslokalerne og ind i virkeligheden.

Ny undersøgelse

Ifølge en ny undersøgelse, YouGov har lavet for Krifa, beskæftiger hver fjerde dansker sig med noget andet end det, de er uddannet til. De færreste har dog været forbi deres fagforening efter sparring i den forbindelse. Faktisk har hele 74 procent af dem, der har skiftet jobfunktion, klaret det uden hjælp fra deres fagforening.

- Snævre faggrænser bliver mindre afgørende i fremtiden, og derfor skal fagbevægelsen stoppe kassetænkningen og sætte mennesket før faget. Ellers svigter man medlemmerne, siger Søren Fibiger Olesen.

Krifa arbejder for at blive en arbejdslivsbevægelse, som følger medlemmet gennem hele arbejdslivet med trivsel og arbejdslyst som fokus. Organisationen arbejder i det hele taget for at øge arbejdslysten blandt deres medarbejdere, medlemmer og i samfundet generelt. Og nu mener Søren Fibiger Olesen, at hans FH-kolleger skal komme med på vognen og erkende, at der er bruge for at tænke nyt.

 

Undersøgelsen: Om danskernes forventninger til fagforening, fremtidens arbejdsmarked  

Base: 3034 danskere i job.

Feltperiode: 22-05-2019 – 10-06-2019

Udvalgte resultater:

• 4 ud af 10 mener, at fagforeninger skal tilbyde noget nyt i fremtiden, hvis et medlemskab skal være interessant for dem.

• Knap hver sjette dansker mener, at fagforeninger er gammeldags.

• En fjerdedel af danskerne har ikke tillid til, at deres fagforening kan hjælpe dem med at finde nyt job.

• 74 procent af dem, der har skiftet jobfunktion, har gjort det uden hjælp fra deres fagforening.

• Hver syvende mener ikke, de ville være rustet til at finde et nyt job, hvis de mister deres nuværende i morgen.

• Mere end halvdelen af danskerne har slet ikke eller i mindre grad haft glæde af sin fagforening det seneste år.

• Kun otte procent af danskerne har i meget høj grad tillid til, at deres fagforening ved, hvad fremtiden vil bringe i forhold til deres fag/branche.

• Hver fjerde dansker laver noget andet i dag, end de er uddannet til.