Ny rapport: Det halter med danskernes work-life-balance
Ovenpå Corona-nedlukninger og hjemmearbejde de seneste to år er vi nu tilbage i hamsterhjulet. Det har fået Krifas Videncenter for God Arbejdslyst til at se nærmere på sammenhængen mellem danskernes trivsel og oplevelsen af balance i arbejdslivet.
Den nye rapport ’Balance – harmoni eller hamsterhjul’, som er lavet i samarbejde med Epinion, viser, at danskerne scorer faktoren ’balance’ lavest ud af de syv faktorer, som har særlig betydning for danskernes arbejdslyst. Til gengæld er det en af de faktorer, der har den største effekt på trivslen.
Det vækker bekymring hos Krifas formand Eik Dahl Bidstrup.
- Det overrasker mig ikke, for de fleste af os kæmper for at være den bedste alle steder. Vi burde lytte mere til det, vi lærer vores børn. At man ikke kan være god til det hele, lyder det fra formanden.
Arbejdsgiver har et ansvar
Vores arbejdslyst påvirkes i høj grad af, om der er balance mellem opgaver og tiden til at løse dem. Derfor mener Krifa-formanden, at arbejdsgiveren har et ansvar – også selvom det til dels handler om fritid.
- Det er vigtigt, at arbejdsgiver har fokus på at skabe de bedste betingelser for medarbejdernes daglige arbejde og trivsel, og her kan hjemmearbejde være et aktivt redskab. Det kan helt konkret spare bl.a. travle børnefamilier for transporttiden frem og tilbage og på den måde skabe mere luft i hverdagen, siger han.
Den nye rapport viser, at personer, der oplever balance mellem arbejde og privatliv, har en arbejdslyst på 80 point på en skala fra 0 til 100. Mens personer, der ikke oplever denne balance, har en arbejdslyst på 48 point.
Egne forventninger presser
Ifølge den nye rapport er den gode balance særligt udfordret af forventninger til os selv. Hver fjerde dansker føler sig nemlig presset af egne forventninger.
Samtidig viser undersøgelsen, at halvdelen af lønmodtagerne har en oplevelse af, at arbejdet fylder meget i tankerne, når de holder fri.
- Det er så vigtigt, at der er forventningsafstemning mellem leder og medarbejder, siger Eik Dahl Bidstrup, og understreger, at det kan være særligt relevant for de medarbejdere, der arbejder på distancen, og som måske går rundt med tankemylder om, hvornår de mon har gjort det godt nok.
Man kan læse meget mere om danskernes work-life-balance i den nye rapport, der også er fyldt med perspektiver fra flere eksperter her.
Publiceret 1. april 2022