Søren Filbert opsiger sin stilling som direktør i Krifa
Direktør i Krifa Søren Filbert har valgt at stoppe efter fem år på posten. Søren Filbert fratræder dags dato
Direktør Søren Filbert har efter møde i Krifas hovedbestyrelse fredag indgivet sin opsigelse og stopper som direktør i Krifa. Søren har sidste arbejdsdag i dag, mandag.
Opsigelsen kommer i forlængelse af en uenighed mellem hovedbestyrelsen og Søren Filbert i den overordnede tilgang til, hvordan Krifas vision ønskes realiseret. Denne tilgang har Søren Filbert ikke kunnet se sig selv i og som konsekvens heraf indgivet sin opsigelse.
Søren Filbert siger: ”Mange tak til Krifa, for at lade mig stå i spidsen for en af de mest meningsfyldte og visionære transformationer, jeg har været med til i min karriere med høj hastighed og innovativ udvikling. Jeg glæder mig til på afstand at følge Krifas videre rejse væk fra en klassisk a-kasse og fagforening til en arbejdslivsbevægelse.”
Krifas formand Søren Fibiger Olesen siger: “Det er rigtig ærgerligt, at samarbejdet med Søren Filbert slutter her. Søren Filbert har i sine fem år i Krifa drevet den strategiske udvikling, og hans betydning for Krifas transformation mod en arbejdslivsbevægelse er uvurderlig. Jeg vil her gerne benytte lejligheden til at anerkende Søren for de resultater, han har skabt i sin tid som direktør for Krifa, herunder succesfuld gennemførelse af et stort strategisk visionsprogram, været med til at ændre den grundlæggende organisatoriske struktur i Krifa og skabt gode omstændigheder for at arbejde med innovation på nye måder.”
Hovedbestyrelsen mødes igen inden sommerferien for at sætte et arbejde i gang for at finde den bedste løsning i Krifas direktion. Indtil da består direktionen af Preben R Jørgensen alene.
Publiceret 22. juni 2020