l

Guide: Sådan leder du den selvledende medarbejder

God selvledelse kræver en god leder. Bliv klogere på begrebet selvledelse, og hvordan du leder dine selvledenede medarbejdere.  

I Danmark er selvledelse en stigende tendens. I dag har mellem 250.000 og 1.000.000 ansatte selvledelse i jobbet, og det stiller nye krav til både medarbejdere og lederes måde at arbejde på. Sammen med to eksperter stiller vi skarpt på selvledelse. 

Hvad er selvledelse?  

- Selvledelse handler dybest set om, at en medarbejder får ansvar og frihed til selv at tilrettelægge og udføre sine arbejdsopgaver. Det betyder, at nogle af de opgaver og beslutninger, der traditionelt set ligger hos ledelsen, bliver overdraget til medarbejderne, der så selv skal definere og prioritere deres opgaver, siger Anders Raastrup Kristensen fra Copenhagen Business School. 

Hvilke krav stiller det til medarbejderne?

- Kravet om selvledelse betyder for medarbejderne, at de ikke bare nøjes med at følge deres sædvanlige rutiner og gøre det, de plejer. Arbejdsmarkedet i dag kræver, at man som ansat er i stand til at tænke selv og prioritere sine opgaver efter, hvad der giver værdi for kunden, siger Anders Raastrup Kristensen og fortsætter:

- I begyndelsen vil de nye stigende krav måske skabe en vis utryghed, men på sigt tror jeg, at den større udbredelse af selvledelse kan være med til at øge arbejdsglæden hos en masse mennesker.  

Anders Raastrup Kristensen

Forfatter, Ph.d. og ekstern lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School.

Hvad er så lederens rolle?

- Selvledelse gør bestemt ikke lederen overflødig. Det er vigtigt, at lederen bidrager med sit overblik og forstår at videreformidle afdelingens mål og resultater til medarbejderne, så de kan prioriterer deres arbejde rigtigt. Fællesskab og dialog er enormt vigtigt for sund selvledelse, mener chefkonsulent Sanina Kürstein er forfatter til bogen ”Ledelse af selvledelse”. 

- Det er fx ikke lederens ansvar at bede medarbejderne om at holde pause. Det må de selv sørge for. Til gengæld skal lederen hjælpe dem med at prioritere opgaverne. 

Sanina Kürstein

Ejer af konsulentvirksomheden Sensio og forfatter til bogen ”Ledelse af selvledelse”.

Hvad skal man som leder være særligt opmærksom på?

- Det er vigtigt med klare rammer og forventninger. Risikoen ved dårligt tilrettelagt selvledelse er nemlig, at det ansvar, der egentlig hører til hos ledelsen, bliver individualiseret, og det kan være en medvirkende årsag til stress og mistrivsel. Måske oplever medarbejderen, at han eller hun aldrig har fri, fordi det ikke bliver klart nok, hvornår en opgave er løst, og hvornår arbejdet er gjort godt nok, siger Anders Raastrup Kristensen.

Sanina Kürstein tilføjer: 

- For at selvledelse skal lykkes, er det vigtigt, at du og medarbejderen har en løbende dialog, og at du som leder hele tiden justerer i forhold til situationen. Virkeligheden og kravene ændrer sig hele tiden og kræver løbende fokus.

3 råd til ledelse af selvledende medarbejdere

Skab fælles forståelse
Som leder skal du hjælpe medarbejderen til at forstå, hvordan han eller hun bedst understøtter jeres kerneydelse gennem sin opgaveløsning. Husk at lytte til medarbejderen, så I skaber en fælles forståelse og retning. På den måde gør du dig modtagelig over for medarbejderens ledelse. 

Sæt ord på strategien
For at kunne lede sig selv skal dine medarbejdere kunne finde ud af at omsætte virksomhedens strategi. Derfor skal du hjælpe dem med at forstå tre ting:

  1. Forretningsforståelsen - hvorfor arbejder jeg her?
  2. Målforståelsen - hvad med målet med arbejdet?
  3. Opgaveforståelsen - hvordan skal jeg arbejde?

Følg op
Hvad har din medarbejder brug for fra dig? Det spørgsmål skal du turde stille til en MU-samtale. Det kan være, at du skal give konkret faglig sparing på et projekt eller hjælpe med nogle relevante kontakter i organisationen eller til kunder. Du skal vide, hvilken virkning din ledelse har på medarbejderens evne til at skabe resultater. 

Kilde: Anders Raastrup Kristensen, forsker ved CBS

Kom på gratis lederkurser og -uddannelser

Vi hjælper dig videre i din lederkarriere med lederkurser og projektlederuddannelser – helt gratis!