Nyuddannede frygter første arbejdsdag

Ny undersøgelse: Hver femte kan ikke se meningen i arbejdspladsens forandringer

Krifas Videncenter for God Arbejdslyst er klar med en ny rapport, der viser, at mange ledere skal blive bedre til at forklare forandringer på arbejdspladserne. Mening og retning er nemlig afgørende for arbejdslysten, forklarer Rasmus Højbæk, der er erhvervspsykolog i Krifa
Fyringsrunder, omstruktureringer og fusioner. Ord, der uden gode forklaringer, kan sprede frygt, usikkerhed og frustrationer blandt medarbejdere. Alligevel kan mere end hver femte dansker ikke se meningen i de forandringer, der sker på deres arbejdsplads. Det viser den nye rapport ”Mening – Fryns eller nødvendighed,” som Krifas Videncenter for God Arbejdslyst har udarbejdet på baggrund af undersøgelser foretaget sammen med Kantar Gallup.

- Når medarbejderne ikke kan se meningen med forandringerne, går det ofte ud over deres arbejdslyst og måske også effektivitet. For trivsel og resultater hænger ofte sammen, siger Rasmus Højbæk, der er erhvervspsykolog i Krifa og en del af Videncenter for God arbejdslyst.

- Skal der fx nedlægges nogle stillinger, så er det selvfølgelig de færreste medarbejdere, der jubler over den nyhed. Men som leder kan man være med til at præge, hvor længe det skal fylde hos medarbejderne. Forstår de begrundelsen, er det mindre sandsynligt, at det går ud over arbejdslysten på længere sigt, fortsætter han.

Fire slags mening

Krifas Videncenter for God Arbejdslyst har forsket i arbejdslyst i fem år og har udgivet otte indeksrapporter, hvoraf ”Mening – Fryns eller nødvendighed” er den seneste i rækken.

Gang på gang har mening vist sig som den faktor, der har størst effekt for vores arbejdslyst, og ifølge Rasmus Højbæk er det den, der får os til at stå op om morgenen.

Det er dog ikke den samme slags mening, der driver os alle.

- Nogle har brug for at føle, at deres arbejde bidrager til noget større, mens andres oplevelse af mening i jobbet i høj grad er påvirket af samarbejdet med kollegerne, forklarer Rasmus Højbæk, der ofte taler med Krifa-medlemmer om trivsel eller mangel på samme.

- Hvis man ikke kan se meningen med de store beslutninger på jobbet, så vokser de små irritationer sig større og større. Og så er det, at det går ud over den generelle arbejdslyst, og det kan i sidste ende kan føre til stress, fortsætter psykologen.

 

Publiceret den 9. september 2020