Mads er erhvervspsykolog, cand.psych., HD i Organisation og Ledelse og har en erhvervs-ph.d. i strategisk indretning fra Aalborg Universitet.
Han ejer og driver Konsulenthuset WICE og har flere års erfaring med at rådgive mennesker og organisationer om ledelse, trivsel og strategisk indretning.
Steve Jobs, manden bag Apple, var passioneret omkring godt håndværk. Det havde han lært af sin far. Faderen havde det princip, at skulle man bygge en reol, så skulle bagsiden være lige så smuk som forsiden.
– Hvis man skal sove godt om natten, skal æstetikken og kvaliteten være gennemført hele vejen igennem, siger Jobs i Walter Isaacsons biografi.1
Idealet om den perfekt polerede bagside har fulgt Applestifteren, som ikke gik på kompromis. Idealet skulle efter sigende også være årsag til, at der ikke findes en regnemaskine-app på en iPad. Jobs blev nemlig aldrig tilfreds med designet og undlod derfor funktionen!
Holdningen om altid at gøre sig maksimalt umage med alting kan virke sympatisk ved første øjekast, men er ekstrem, hvis den praktiseres til fulde. Alt er ikke altid lige godt, og nogle gange består hverdagens kompromiser i at acceptere en ru og upoleret bagside, som ingen alligevel ser. Nogle gange er en grim regnemaskine bedre end slet ingen.
Ikke desto mindre rammer Jobs et centralt spørgsmål, som er stadig mere aktuelt i et arbejdsliv, der i stigende grad er bundet op på selvledelse. Nemlig spørgsmålet om hvornår noget er godt nok. Hvornår man selv er god nok. Og hvornår man kan sove roligt om natten i forvisningen om, at man har ydet en god indsats.
Ovenstående spørgsmål knytter sig til forholdet mellem tid og opgaver, for de to aspekter fletter sig uløseligt sammen med en række andre elementer. Det kunne være kvalitetsniveau, forventninger, selvforståelse og følelsen af at lykkes.
Derfor er det ikke underligt, som den nye undersøgelse fra Videncenter for God Arbejdslyst viser, at forholdet mellem tid og opgaver har afgørende betydning for arbejdslysten. Vores arbejdslyst bliver ganske enkelt højere, når der er en god balance imellem vores opgaver og den tid, vi har til at løse dem. For balancen imellem de to har en afgørende betydning for vores følelse af at lykkes – at være god nok.
Men Steve Jobs-anekdoten peger også på, at der ligger et afgørende element i at definere sine opgaver rigtigt, og i at afsøge forventningerne til opgaveløsningen – fra ens arbejdsplads, kunder, borgere og ikke mindst fra én selv.
En præcis definition af opgaven – forventningen fra andre og fra én selv – er afgørende, særligt i disse år hvor Coronapandemien har sat turbo på en række digitale tendenser, der allerede fandtes:
Flere arbejder i en hybrid mellem fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen og hjemmearbejde. Flere vil opleve distanceledelse, fordi lederens placering ikke er afhængig af den fysiske afstand til medarbejderne. Og selvom hybride og virtuelle arbejdsformer på mange måder skaber et mere fleksibelt og dynamisk arbejdsliv, så øger det også behovet for kommunikation.
Med fysisk afstand er der brug for at være endnu tydeligere i dialogen mellem leder og medarbejder, mellem kunde og producent – og hvem der ellers er en del af arbejdspladsens interessenter. Og en væsentlig del af den dialog handler om forventninger til opgaveløsningen, kvalitetsniveauet og tidsforbruget.
Den nye undersøgelse bag nærværende rapport viser, at vi samlet set oplever at have en ret passende mængde tid til de opgaver, der skal løses. Næsten ni ud af ti respondenter svarer, at de i nogen, høj eller meget høj grad når de opgaver, de sætter sig for. En ret stor del – omkring 60 procent – oplever imidlertid også et pres på grund af uforudsete opgaver, ligesom mange ofte må møde før eller gå senere for at få tiden til at slå til. Undersøgelsen viser også, at næsten halvdelen
(47 procent) af lønmodtagerne i nogen, høj eller meget høj grad oplever at måtte møde tidligere eller gå senere hjem end planlagt, for at nå de planlagte arbejdsopgaver.
Ved første øjekast kan det virke paradoksalt med et arbejdsliv, hvor mange når det, de gerne vil – mens mange andre samtidigt presses af det uforudsete.
En del er forklaringen herpå ligger formentlig i en stor forskel på tværs af brancher, arbejdspladser og ledelser.
Vi kan da også se af undersøgelsen bag rapporten ”Balance – harmoni eller hamsterhjul”, at medarbejdere indenfor ”omsorgsarbejde” i højere grad end andre, ofte føler sig presset over ikke at kunne levere den ønskede kvalitet indenfor den tid, der er til rådighed. Denne pointe understøttes også af andre undersøgelser. Fx ved vi fra en større undersøgelse fra NFA, at det særligt er mennesker i relationsarbejde, der er under pres. Her kan forventningsbyrden både fra andre og fra én selv være vanskelig at honorere. Hvornår gør man det godt nok som sygeplejerske? Som lærer? Som socialrådgiver? Hvornår oplever man et match mellem opgaver og tid?2
Når det drejer sig om produktion af produkter – uanset om produktet så er en ting eller en tekst – kan man forholde sig til en produktkvalitet. En standard for om man lever op til kvalitetsniveauet. Om man lykkes.
Det er langt sværere, når det drejer sig om relationel kvalitet – altså kvaliteten i relationen. Her er et større udsving i kvalitetsniveau både forståeligt og naturligt.
Forventningen og den oplevede kvalitet vil her naturligt variere afhængig af ydre omstændigheder. Sygeplejersken og lægen må acceptere ét niveau den aften, hvor skadestuen er overbelagt af akutpatienter – og et andet den dag, hvor der er ro og overskud.
Det er en præmis, at den relationelle kvalitet varierer mere end traditionel produktkvalitet, fordi en lang række ydre omstændigheder spiller ind – omstændigheder, der kan skifte fra dag til dag og fra time til time. Måske kan sagsbehandleren ikke skaffe en hurtig afgørelse til sin klient – men her kan relationel kvalitet fx komme til udtryk ved, at klienten alligevel føler sig hørt og forstår processen.
Stress, der er én af vor tids største udfordringer, når det drejer sig om mental sundhed, kan komme til udtryk, når der er ubalance mellem de opgaver, der skal løses, og den tid der er til rådighed. Men stress handler sjældent om mængden af arbejde alene, men langt oftere om følelsen af ikke at være god nok. En undersøgelse om stress, som Videncenter for God Arbejdslyst gennemførte i foråret 2021 i samarbejde med Epinion, viste, at mere end 80 procent af arbejdsstyrken har følt sig stresset inden for de seneste seks måneder.3
Lykkes jeg med det, jeg gør? Og hvis ikke jeg lykkes, er jeg så overhovedet god nok – som medarbejder, som menneske, som ægtefælle, som forælder? Det er en begyndende kaskade af eksistentielle spørgsmål, der kan ende med langvarig sygemelding og depression, hvis ikke de gribes i tide.
I den sammenhæng er det igen vigtigt at skabe en god dialog om forholdet mellem opgaver, tid, kvalitetsniveau og forventninger. Vi må acceptere, at kvalitet kommer meget forskelligt til udtryk alt afhængig af, hvad man arbejder med.
I opbygningen af industrisamfundet var fokus på at skabe en ensartet og høj kvalitet. At hæve barren for det mulige.
I det moderne arbejdsmarked, vi er en del af, hvor stadigt mere handler om mennesker og relationsarbejde, er udfordringen snarere at skabe fælles forståelser for, hvornår det er godt nok.
I princippet er der ingen øvre grænse for, hvor godt en opgave kan løses, eller hvor meget tid, man bruger. Den grænse bliver til i samarbejde mellem medarbejder og ledelse. Og hvor ledelsen tidligere i høj grad handlede om at motivere til “mere”, “bedre”, “hurtigere”, så handler ledelse nu langt mere om at skabe oplevelsen af “godt nok”.
Som leder skal du formå at skabe en tydelig oplevelse af, hvornår målet er nået. Du skal hjælpe både virksomheden og medarbejderne med ikke at pudse bagsider, når der ikke er behov for det. Men i stedet fokusere på at løse opgaver i den standard og kvalitet, der er ønsket og efterspurgt.
