SVU for selvstændige (statens voksen uddannelsesstøtte)

Har du lyst og mod på viden og opkvalificering? Er der stille i butikken eller er du sæsonramt? Så er det måske nu du skal benytte dig af uddannelsesmulighederne…

Kan jeg som selvstændig få udbetalt SVU til mit firma?

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende i en enkeltmandsvirksomhed, kan du kun få udbetalt SVU til dig selv som person og ikke som refusion til dit firma. Det skyldes, at SVU er skattepligtig A-indkomst, se Bekendtgørelse om kildeskat - § 18 nr. 41. Det er kun, hvis du er ansat som lønmodtager i dit eget ApS eller A/S, at SVU kan udbetales som refusion til firmaet. 

 

Må jeg som selvstændig nedlægge mit firma, mens jeg modtager SVU?

Nej, SVU gives for et fravær fra arbejde, og derfor bortfalder retten til SVU fra den dag, firmaet lukkes.


Må jeg som selvstændig arbejde i mit eget firma, mens jeg modtager SVU?

Søger du SVU på basis af fravær fra selvstændig virksomhed, kan du arbejde i din selvstændige virksomhed i det omfang, du normalt arbejder ud over det antal timer, der søges SVU for.

Hvis din normale arbejdstid for eksempel er 45 timer om ugen, vil du kunne arbejde 8 timer per uge samtidig med, at du modtager SVU for 37 timers fravær. Din normale arbejdstid defineres som det antal timer, du har arbejdet i gennemsnit de seneste 10 uger i din selvstændige virksomhed regnet bagud fra det tidspunkt, du søger.


Må jeg arbejde som lønmodtager, mens jeg modtager SVU på basis af fravær fra min selvstændige virksomhed?

Ja, så længe du er studieaktiv på den uddannelse, du modtager SVU til, og så længe der stadig er det fravær fra din selvstændige virksomhed, som er oplyst på SVU-ansøgningsskemaet. Det vil sige, at arbejdet som lønmodtager højst må være på et niveau, der ikke overstiger, hvad du realistisk kunne have arbejdet ved siden af de normale arbejdstimer i virksomheden (de timer du modtager SVU for at være fraværende).

Du kan højest få SVU i 40 uger. Vær opmærksom på, at hvis du tidligere har fået SVU bliver dette muligvis modregnet de 40 uger.


Hvilke uddannelser kan man få SVU til? Se oversigten her: 

Uddannelse med SVU


Personlig vejledning af en SVU-administrator:

Vejledning om SVU


Krifa kan hjælpe dig med afklaringen

• Er du ledig? Og i tvivl om hvilken retning og uddannelse du skal vælge, kan vi hjælpe dig med en samtale. Læs mere på krifa.dk

• Er du medlem af Krifa Fagforeningen eller Krifa Selvstændige, så tilbyder vi dig samtaler med fokus på dit arbejdsliv og dine kompetencer.

Uanset om du skal skifte branche eller søger opkvalificering indenfor dit nuværende område. Læs mere og book her