Hvis du er elev eller lærling
Elever og lærlinge
Er du elev eller lærling under en erhvervsuddannelse, er der nogle regler, som både du og din arbejdsgiver skal følge. Reglerne findes hovedsageligt i Erhvervsuddannelsesloven.
Det står øverst på din uddannelsesaftale, hvis din uddannelse er omfattet af Erhvervsuddannelsesloven.
Er du i tvivl, om din uddannelse er omfattet af Erhvervsuddannelsesloven, er du velkommen til at kontakte os.
Uddannelsesaftalen
Når du er elev eller lærling, skal du have en skriftlig uddannelsesaftale, når din elev- eller lærlingeperiode begynder. Den skal udfyldes på en særlig blanket. Du kan her finde uddannelsesaftale og vejledning til uddannelsesaftale. Du er velkommen til at sende din uddannelsesaftale til os. Så tjekker vi, om den er, som den skal være. Send den til os her.
At være ansat som elev eller lærling, kan du sammenligne med en helt almindelig ansættelse. Derfor skal du være opmærksom på, at din arbejdsgiver har ret til at lede og fordele dit arbejde. Du har pligt til at udføre dit arbejde, og det forventes, at du er opsøgende og ikke bare står og venter på at få den næste opgave tildelt.
Din skole udarbejder sammen med dig og din arbejdsgiver en personlig uddannelsesplan. Det er din arbejdsgivers ansvar, at uddannelsesplanen bliver overholdt, og at der er faglært personale til at oplære dig i din lærlingetid eller på din elevplads.
Prøvetid
De første tre måneder af din praktikperiode er en prøvetid, hvor din uddannelsesaftale kan opsiges af både dig og din arbejdsgiver. Skoleperioder medregnes ikke i prøveperioden. Har du sygefravær i mere end en måned, kan prøvetiden forlænges.
Arbejdstid
Din arbejdstid er 37 timer pr. uge, og din arbejdsgiver skal så vidt muligt undgå at give dig overarbejde.
Som elev inden for butik, social- og sundhedsområdet og lignende brancher, hvor der arbejdes på forskellige tider af døgnet, må du indgå i vagtplanen aften, nat og weekend på lige fod med dine øvrige kolleger. Hvis du er under 18 år, er der særlige regler for, hvornår du må arbejde alene. Læs mere om arbejdsmiljø for ansatte under 18 år.
Betaling for overarbejde og weekendarbejde skal følge overenskomsten inden for dit fagområde. Hvis du har ret til betalte pauser, står det også i overenskomsten. Du kan her læse mere om reglerne for pauser. Kontakt os, hvis du har brug for hjælp.
Løn
Når du er elev eller lærling, skal du have løn - også når du er på skole. Din løn, pension, overarbejdsbetaling, tillæg osv. bestemmes af overenskomsten på dit fagområde - også selvom din arbejdsgiver ikke har indgået en overenskomst med en fagforening. Kontakt os, hvis du er i tvivl, om du får den rigtige løn.
Skoleophold
Det er forskelligt fra uddannelse til uddannelse, hvor mange gange og hvor længe du skal på skole. Når du går i skole hele dage, må din arbejdsgiver ikke kræve, at du møder på arbejde efter skoletid eller i den weekend, der ligger efter skoleugen.
Din arbejdsgiver skal betale for udgifter til ophold på skolehjem, hvis det er nødvendigt for, at du kan gennemføre din uddannelse. Din arbejdsgiver får refunderet udgifterne fra Arbejdsgiverens Uddannelsesbidrag (AUB).
Ferie
Der er særlige regler for, hvor meget ferie du kan få som elev med en uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser.
Situation 1: Er du startet som elev i perioden 1. september til 31. oktober
- har du ret til 5 ugers betalt ferie fra ansættelsens start og indtil 31. december året efter. Er du startet mellem 2. september og 31. oktober, modregnes evt. optjent ferie fra tidligere arbejdsgiver vedr. denne periode. Fra næste ferieafholdelsesperiode (start 1. september) har du igen ret til 5 ugers betalt ferie.
Situation 2: Er du startet som elev i perioden 1. november til 30. juni
- har du ret til 3 ugers betalt hovedferie i perioden 1. maj til 30. september. Derudover har du ret til 5 dages betalt ferie, hvis virksomheden holder ferielukket inden 1. maj, eksempelvis i julen/december. Har du optjent ferie fra tidligere arbejdsgiver i denne periode, modregnes det. Fra næste ferieafholdelsesperiode (start 1. september) har du ret til 5 ugers betalt ferie.
Situation 3: Er du startet som elev i perioden 1. juli til 31. augus
- har du kun ret til den ferie, du optjener i perioden (2,08 dage pr. måned) + evt. ferie du har optjent fra tidligere arbejdsgiver. Fra næste ferieafholdelsesperiode (start 1. september) har du ret til 5 ugers betalt ferie.
Løn under ferie
- I situation 1 og 2 kan ferien holdes når som helst i perioden, og den skal altså ikke først ”optjenes”. Du skal have den løn, der
er gældende på det tidspunkt, du afholder ferien. Hvis du har optjent noget ferie fra tidligere arbejdsgiver til en lavere løn, end den løn du får på ferietidspunktet, skal den nye arbejdsgiver supplere med differencen.
Feriefridage
Du har ret til feriefridage, hvis det står i overenskomsten på dit fagområde. Kontakt os for nærmere vejledning.
Sygdom
Det vil stå i overenskomsten og/eller funktionærloven, om du har ret til løn under sygdom, eller om du har ret til sygedagpenge. Kontakt os for nærmere vejledning.
Er du syg mere end ti procent af din elevtid, kan det medføre, at uddannelsen kan forlænges. Kontakt os, hvis det er tilfældet, og vi vil finde ud af, om du er i en situation, hvor din uddannelse kan forlænges og hjælpe dig med at få den forlænget.
Barsel
Skal du på barsel under din uddannelse, har du krav på at få din uddannelsesaftale forlænget, så du kan færdiggøre din uddannelse. Kan du ikke blive enig med din arbejdsgiver om forlængelse, er det vigtigt, at du kontakter os straks.
Det vil fremgå af din , om du har ret til løn under din barsel, eller om du skal have barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark. Kontakt os for nærmere vejledning.
Opsigelse og ophævelse
I prøvetiden kan både du og din arbejdsgiver opsige aftalen uden varsel og uden at give en grund. Uddannelsesaftalen kan ikke opsiges efter prøvetiden, medmindre du og din arbejdsgiver er enige om det. Kun hvis der er tale om en ”væsentlig misligholdelse” eller ”bristede forudsætninger”, kan den ene af jer – din arbejdsgiver eller dig selv – ophæve din uddannelsesaftale. Væsentlig misligholdelse kan for eksempel være, at din arbejdsgiver ikke har udbetalt din løn. Bristede forudsætninger kan for eksempel være, hvis du bliver for syg til at gennemføre uddannelsen.
Hvis din arbejdsgiver ophæver din uddannelsesaftale uden gyldig grund, kan du få en godtgørelse, som vi kan hjælpe dig med at kræve. Og hvis du, uden gyldig grund, ophæver din uddannelsesaftale, kan din arbejdsgiver kræve en godtgørelse. Du skal derfor passe på med at ophæve din uddannelsesaftale. Ophævelse af uddannelsesaftalen kan i nogle tilfælde betyde, at du ikke har mulighed for at fortsætte uddannelsen i en skolepraktik.
Vi anbefaler, at du altid kontakter os, hvis din arbejdsgiver har ophævet uddannelsesaftalen, eller hvis du selv overvejer at ophæve uddannelsesaftalen. Det samme gælder, hvis du oplever problemer i dit elevforhold.
Praktikstedet bliver solgt til en ny arbejdsgiver
Hvis din arbejdsgiver videresælger den virksomhed, hvor du er elev eller lærling, vil du automatisk fortsætte uddannelsen hos den nye arbejdsgiver. Din nye arbejdsgiver skal så sammen med dig lave et tillæg til uddannelsesaftalen. Du kan her downloade: Tillæg til uddannelsesaftale og vejledning til tillæg til uddannelsesaftale. Er den nye virksomhed ikke godkendt til at have elever, skal virksomheden søge om det. Gør din arbejdsgiver ikke det, eller følger du ikke med over i den nye virksomhed, kan du rejse krav om en godtgørelse. Kontakt os for nærmere vejledning.
Konkurs
Hvis din arbejdsgiver går konkurs, kan du her læse mere om reglerne.