Sygeforsikring for selvstændige

Det falder aldrig belejligt at blive syg – men det kan give ro i maven, hvis du ved, hvordan du er dækket økonomisk, hvis det skulle ske. Det kan du læse mere om her på siden.


Hvis du ikke har en sygedagpengeforsikring

Når du er selvstændig og bliver syg, så har du normalt ret til at få sygedagpenge fra kommunen efter to ugers sygdom, hvis du:

  • I mindst 6 måneder, inden for de seneste 12 måneder, har drevet virksomhed. Du skal have drevet den, den seneste måned, inden dit sygefravær.
  • Har arbejdet mindst 18,5 timer pr. uge i mindst 6 af de 12 måneder.

Læs mere om sygedagpenge som selvstændig.


Hvad er en sygedagpengeforsikring?

Som selvstændig kan du tegne en sygedagpengeforsikring, som sikrer dig endnu bedre økonomisk, hvis du skulle blive syg.

Fordelene ved forsikringen:

  • Du kan få sygedagpenge allerede fra 1. eller 3. sygedag til minimumsydelsen i stedet for 15. sygedag.
  • Efter 2 uger vil du få beregnet sygedagpengene ud fra på dit overskud fra det seneste afsluttede regnskabsår. Her bliver det afgjort, om du har ret til mere end minimumsydelsen (2/3), eller skal fortsætte med den.

Forsikringsperioden løber fra 1. april til 31. marts det efterfølgende år. Sygedagpengene vil løbende blive udbetalt og afhænger af:

  • om du ønsker sygedagpenge fra 3. fraværsdag (Type 1), eller allerede fra 1. fraværsdag (Type 2)
  • om du i de første 2 uger af din sygeperiode, vil have minimumsdækning eller maksimumsdækning.
Frivillig sygedagpengeforsikring
Pris for minimumsdækning
Pris for maksimumsdækning
Type 1: Sygedagpenge fra 3. fraværsdag
2.284 kr.
3.426 kr.
Type 2: Sygedagpenge fra 1. fraværsdag
3.526 kr.
5.289 kr.

Sådan tegner du forsikringen 

Du skal tegne sygedagpengeforsikringen hos Udbetaling Danmark på virk.dk. 

For dig med enkeltmandsvirksomhed eller interessentskab 

Du kan kun tegne sygedagpengeforsikringen for selvstændige, hvis du er ejer eller medejer af en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab. 

For dig med virksomhed i selskabsform (A/S, ApS, SMBA eller IVS) 

Når du driver selvstændig virksomhed i selskabsform, bliver du betragtet som lønmodtager i din egen virksomhed. Derfor kan du ikke tegne en sygedagpengeforsikring for selvstændige.  

Du kan derimod tegne det, der hedder en ‘Sygedagpengeforsikring for private arbejdsgivere’, da du bliver betragtet som privat arbejdsgiver, når er lønmodtager i dit eget selskab.  

Med denne forsikring kan du få dækket dine udgifter til sygedagpenge allerede fra 2. sygedag - både i tilfælde af din egen eller medarbejderes sygdom.  

Denne forsikring tegner du også hos Udbetaling Danmark på virk.dk.  

Vil du vide mere?

Ring til Udbetaling Danmark på tlf.: 7012 2032 eller læs mere om sygedagpengeforsikringen.

Er du stresset?

Har du lidt for meget om ørene og svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, så står vi klar til at hjælpe dig.