Stresssymptomer – sådan kender du dem
Stress er en naturlig reaktion, der hjælper med at håndtere udfordringer. Men når stress er på besøg for længe, signalerer kroppen, at belastningen bliver for stor. Og så viser symptomerne på stress sig.
Tegn på stress – kend symptomerne
Symptomer på stress kan vise sig på et utal af måder. Der findes ikke bare 5 tegn på stress – de kan være lige så forskellige som mennesker.
Selvom symptomerne på stress er forskellige, kan de komme til udtryk på tre særlige måder:
De psykiske stresssymptomer kan påvirke dig mentalt, de fysiske kan påvirke din krop, og de adfærdsmæssige kan påvirke din væremåde.
Selv de samme stresssymptomer kan føles forskelligt fra person til person. Men alle kan være alvorlige og blandt andet udvikle sig til angst, depression og andre senfølger.
Ifølge psykoterapeut Erik Hougaard er stresssymptomerne kroppen, der forsøger at sige fra. Den vil have dig til at reagere og ændre retning.
Dyk med dybere ned i de forskellige stresssymptomer.
Psykiske stresssymptomer kan påvirke dig mentalt – både dine følelser og tanker. Her får du en oversigt over de mest almindelige psykiske symptomer på stress:
Anne oplevede psykiske stresssymptomer
“Ofte sad jeg bare og stirrede ud i luften og kunne ikke fokusere. Samtidig blev jeg enormt glemsom. Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad jeg havde lavet 10 sekunder forinden.”
Sådan var hverdagen for et af vores medlemmer, Anne, da stress besøgte hende efter et massivt arbejdspres gennem en længere periode.
Få hele Annes stresshistorie.
Tanker og følelser kan blive påvirket
Psykoterapeut Erik Hougaard fortæller, at han taler med mange medlemmer, hvor hukommelse og koncentration svigter – ligesom hos Anne. Begge er hyppige symptomer.
Måske genkender du at glemme aftaler og deadlines? Måske har du mistet overblik og overskud? Eller måske føler du dig mere følelsesladet og let til tårer?
Alt sammen kan være symptomer på, at tanker og følelser er påvirket af stress.
Få endnu mere at vide om psykiske stresssymptomer.
Fysiske stresssymptomer kan påvirke kroppen. Måderne kan være forskellige, men her er et udsnit af de typiske:
Kroppen kan reagere voldsomt
Kommer stress på besøg, kan det vise sig som voldsomme kropslige reaktioner.
For nogle kan muskelspændinger og hovedpine være stressrelaterede symptomer. En del af kroppens alarmberedskab får musklerne til at gøre sig kampklare – og det kan give spændte muskler og føre til en spændingshovedpine.
Andre kan opleve svimmelhed og maveproblemer – blandt andet pga. dårlig søvn og nedsat fordøjelse.
Mens helt tredje kan opleve, at vejrtrækningen bliver overfladisk, fordi krop og nervesystem tror, du er i fare.
Erik Hougaard påpeger, at de fysiske symptomer kan variere fra person til person – både oplevelsen af dem og ikke mindst styrken.
Lær endnu mere om fysiske stresssymptomer.
Adfærdsmæssige symptomer kan være svære at opdage selv. Typisk er det en kollega eller andre pårørende, der bider mærke i en ændret adfærd.
Typiske adfærdsmæssige symptomer på stress kan være:
Jeanette oplevede adfærdsmæssige tegn på stress
Et af vores medlemmer, Jeanette, oplevede massive søvnproblemer. Selvom hun var træt, lå hun vågen flere timer hver nat.
Først så Jeanette ikke, at den dårlige søvn var ét blandt flere stresssymptomer. I stedet forklarede hun det med, at hun sikkert ikke behøvede mere søvn.
Læs mere om Jeanettes vej ud af stress.
Adfærden kan blive påvirket
Adfærdsmæssige symptomer kan være tegn på, at adfærden er påvirket af stress.
Dårlig søvn kan for mange være et af de første tegn på stress. Måske oplever du at føle dig træt og udmattet, men så snart du lægger dig i sengen, er det umuligt at falde i søvn? Eller måske ligger du som Jeanette vågen flere timer om natten?
Søvnproblemer kan være et adfærdsmæssigt stresssymptom, som du let selv kan opdage. Andre symptomer kan personer tæt på dig måske lettere spotte.
En kollega kan eksempelvis lægge mærke til, hvis du begynder at trække dig fra det sociale. Det kan være, du dropper frokost og arrangementer. Eller det kan være, at en kollega bemærker, at du mere end sædvanligt virker fokuseret på opgaven og mindre på kollegerne omkring dig.
Symptomerne behøver ikke være stress
Stresssymptomerne i de tre kategorier kan være stressrelaterede, men der kan også være andre årsager bag. Og har du kun få symptomer, er der ikke grund til at mistænke stress.
Dog anbefaler vi altid, at du opsøger din læge, hvis du oplever nogle af dem.
Derfor skal du lære symptomerne på stress at kende
Når du lærer symptomerne på stress at kende, kan du bedre handle på dem. Det er forskelligt, hvordan vi reagerer på stress. Lyt derfor til din krop, når den prøver at fortælle dig noget. På den måde kan du lettere forebygge og reagere i tide.
Har du travlt på arbejdet i en kortere periode? Så er der ingen grund til panik. Det kan være en deadline, der kortvarigt skaber en ubalance i din hverdag.
Stress er først aktuelt, når belastningen har stået på i en længere periode. Har du oplevet stresssymptomer længere end 2-4 uger, så er det tid til at skifte kurs.