Kilde: Baseret på spørgeundersøgelse og registerdata fra Danmarks Statistik.
42 procent af de danske lønmodtagere har i dag mulighed for at tilrettelægge arbejdstid i løbet af dagen, mens 30 procent selv har mulighed for at vælge samarbejdspartnere. Inden for kontorfagene er fleksibiliteten i arbejdstilrettelæggelse særlig udbredt (54 procent), mens valgfrihed i samarbejdspartnere især ses i produktions- og håndværksfagene (38 procent). Højere uddannelsesniveau øger generelt fleksibiliteten i arbejdslivet. Det afspejler, at visse fagområder har lettere ved at implementere specifikke former for fleksibilitet end andre.
Det gennemsnitlige antal ugentlige arbejdstimer i undersøgelsen er 38,5 timer for fuldtidsansatte og 25 timer for deltidsansatte.
Resultaterne bygger på en regressionsanalyse af 3.201 svar i Krifas spørgeskemaundersøgelse, hvor deltagerne har oplyst deres arbejdstid og adgang til fleksibilitet. Modellen kontrollerer for køn, alder, branche og uddannelse, så effekterne isolerer betydningen af fleksibiliteten.
Det har ikke været muligt at tage højde for medarbejdernes produktivitet i analysen, det vil sige hvor effektivt den enkelte arbejder inden for en given tidsramme. Produktivitet har ikke kunnet observeres i det anvendte datamateriale. Det vurderes dog ikke at have væsentlig betydning for resultaterne, da fleksibilitet netop kan understøtte, at den enkelte tilrettelægger arbejdet på en måde, der øger både effektivitet og trivsel – fordi de i højere grad kan tilpasse arbejdet til egne præferencer og rytmer.
Ingen fleksibilitetsformer mindsker arbejdstiden
Selvom fleksibilitet generelt forbindes med højere trivsel og engagement, viser analysen, at kun visse former for fleksibilitet øger arbejdstiden – men at ingen af de undersøgte former for fleksibilitet mindsker det. Flere fleksible ordninger har ingen signifikant sammenhæng med, hvor meget medarbejderne arbejder, hverken i positiv eller negativ retning. Det gælder for eksempel hjemmearbejde og medbestemmelse i, hvilke opgaver man gerne vil lave eller ikke lave. De resterende undersøgte fleksibilitetsformer er beskrevet i nedenstående boks.
Resultaterne indikerer, at ikke al fleksibilitet omsættes til mere arbejdstid. Det er især fleksibilitet i planlægning og samarbejdsrelationer, der gør en forskel – ikke organisatoriske eller logistiske tilpasninger. Ingen af de undersøgte fleksibilitetsformer påvirker dog arbejdstiden negativt.
Det er samtidig undersøgt, om den manglende effekt skyldes, at fleksibiliteten ikke bliver brugt i praksis. Men når vi kontrollerer for faktisk anvendelse af fleksibilitet, forbliver resultaterne uændrede.
At øget fleksibilitet generelt ikke har en negativ effekt på arbejdstiden betyder, at virksomheder kan fremme fleksible arbejdsformer uden at frygte et fald i arbejdstiden. Samtidig kan både lønmodtagere og virksomheder nyde godt af de øvrige fordele, som fleksibilitet giver.