Kilde: Regneprincipper på beskæftigelses- og overførselsområdet, Finansministeriet, og Anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats, Beskæftigelsesministeriet, BEU alm. del spørgsmål 420
Cost-benefit analysen tager udgangspunkt i, at beskæftigelseseffekten af en samtale opgøres til en halv uge hurtigere i beskæftigelse, og at efterfølgende samtaler har en effekt på 20 procent heraf. Herudover tages der højde for skatteeffekterne.
For uddybelse af beregningsmetoden se metodeboks til sidst i analysen.
Omkostningerne til afholdelse af samtalerne og det system, det kræver, er endda undervurderede. Omkostningerne er reelt højere, da der i beregningen kun medtages udgifter til forberedelse, samtaleafvikling, dokumentation og registrering, som det fremgår af en besvarelse til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
Andre omkostninger, der også er forbundet med at have medarbejdere samt et system til at håndtere samtalerne, er ikke inkluderet. Det gælder eksempelvis husleje, IT, arbejdsstationer med videre samt lønudgifter til andre personalegrupper end lige jobkonsulenterne.
Samfundsøkonomiske gevinster ved færre samtaler
De samfundsøkonomiske gevinster ved færre samtaler vil være mærkbare for både staten, a-kasserne og borgerne.
Undtagelse fra krav og færre samtaler med ledige vil slå ud i direkte besparelser for alle parter. Beregningen af besparelserne for staten består af administrative nedjusteringer og tager højde for beskæftigelseseffekten. Beregningen tager udgangspunkt i, at ca. 240.000 dagpengemodtagere i 2023 modtog 590.000 samtaler.
Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats estimerer, at staten kan spare ca. 190 millioner kroner på drift, men tab af beskæftigelseseffekt reducerer gevinsten til ca. 50 millioner kroner frem til 2030 ved at fritage en ud af fire for samtaler.
En lignende forholdsmæssig beregning viser, at ved kun at give den første samtale – den der har et samfundsøkonomisk positivt afkast – vil staten kunne opnå driftsmæssig besparelse på 456 millioner kroner, men tab af beskæftigelseseffekt reducerer gevinsten til en nettobesparelse på ca. 120 millioner kroner. Dertil kommer en mærkbar frisættelse for unødigt bureaukrati for borgerne.
Derudover vil det føre til markante besparelser i a-kasserne. Lavere omkostninger i a-kasserne kan overføres direkte til lavere priser på medlemskab af en a-kasse.
Lavere priser på medlemskab af en a-kasse vil føre til en højere forsikringsgrad blandt de danske lønmodtagere, og det giver i sig selv en samfundsøkonomisk gevinst, fordi en ledig er billigere for staten i dagpengesystemet fremfor en ledig i kontanthjælpssystemet, da en dagpengemodtager selv har indbetalt til deres arbejdsløshedsforsikring.
Fuld frisættelse og metodefrihed til a-kasserne
Dagpengemodtagere på dimittendsatsen står over for en relativt lav dagpengesats sammenlignet med andre dagpengemodtagere, hvilket gør dem til en lav omkostning for staten. Det økonomiske incitament for beskæftigelse er tilsvarende større for dimittender, da de kan forvente en stor indkomststigning ved beskæftigelse.
Sammenholdt med det underskud, som samtaler med dimittender giver samfundet, taler disse faktorer for, at dagpengemodtagere på dimittendsatsen bør kunne fritages helt for obligatoriske samtaler – med undtagelse af den første samtale – da det samfundsøkonomiske tab er så meget større for denne gruppe.
For dagpengemodtagere, der ikke er på dimittendsatsen, er der også et tab forbundet med obligatoriske samtaler. For visse borgere og målgrupper kan samtalerne have en positiv beskæftigelseseffekt, men det bør være op til den enkelte a-kasse eller sagsbehandler at bruge deres faglighed og yde en ekstra indsats for de borgere, som vil have gavn af det.
Metodefrihed i udførelsen af en individuelt tilrettelagt beskæftigelsesindsats, såsom samtaler, bør overlades til a-kassernes vurdering fremfor at følge et lovbestemt og udbudsstyret samtalesystem, hvor alle skal have samme indsats og samme antal samtaler, når vi nu ved, at det giver et negativt samfundsøkonomisk afkast.