Barsel som deltidsansat

Som deltidsansat har du de samme barselsrettigheder som fuldtidsansatte, men dine barselsdagpenge beregnes ud fra din arbejdstid. Vi guider dig igennem, hvad dit deltidsarbejde betyder for din barsel?

Får jeg barselsdagpenge som deltidsansat?

Du får selvfølgelig barselsdagpenge som deltidsansat svarende til din timeløn og arbejdstimer. Dermed bliver du også økonomisk kompenseret, når du skal på barsel som deltidsansat.

Dog kan du højst få udbetalt 131,49 kroner i timen i barselsdagpenge i 2025. Det svarer til 4.865 kroner om ugen og 21.092 kroner om måneden før skat, hvis du arbejder fuld tid 37 timer om ugen.

Det er ud fra disse satser, at dine barselsdagpenge som deltidsansat bliver beregnet. Når du som deltidsansat arbejder mindre end 37 timer om ugen, vil du få din timeløn (højst 131,49 kroner i timen) x dine arbejdstimer. 

Arbejder du f.eks. 25 timer om ugen og får 120 kroner i timen, vil du få 25 x 120 timer = 3.000 kroner om ugen svarende til 12.900 kroner om måneden i dagpenge. 

Kan jeg holde barsel på deltid?

Som deltidsansat har du præcis de samme rettigheder som alle andre nybagte forældre. Det betyder, at du kan holde op til 24 ugers barsel på fuld tid – uanset hvor mange timer du normalt arbejder. Den eneste forskel er, at din barselsdagpengesats beregnes ud fra din arbejdstid.

Husk fridagene og stræk din barsel endnu længere

Er du deltidsansat, arbejder du måske kun 3 eller 4 dage om ugen. 

Når du går på barsel, kan du aftale med din arbejdsgiver, at du kun holder barsel i de dage, hvor du normalt ville være på arbejde. Du kan dermed holde dine faste fridage som sædvanligt, og de tæller ikke som barsel. Her skal du være opmærksom, siger jurist i Krifa, Heidi Hovmann Nonbo:

“Når man aftaler delvis barsel i en periode, skal man sørge for, at man får jongleret mellem barselsdage og fridage”.

Det betyder, at du godt kan strække dine 24 ugers barsel ud over en længere periode, fordi du kun bruger barselsdage på de dage, hvor du normalt ville have arbejdet, mens dine faste fridage ikke tæller som barsel.

Hun anbefaler, at du laver en klar aftale med din arbejdsgiver om, hvad der er barsel, og hvad der er fridage, så regnestykket går op, og du ikke snydes.

Få styr på din barsel med Krifa barselsberegner

Vil du se, hvordan din barsel kan sammensættes som deltidsansat? Med vores barselsberegner kan du hurtigt få et overblik over dine muligheder og beregne din barselsdagpengesats.