Sådan målretter du din ansøgning til stillingsopslaget
Målret din ansøgning til jobopslaget
Du har sikkert fået mange råd om, hvordan du skriver en god ansøgning og CV. Men nogle gange, kan det bare være rart at se et helt konkret eksempel på det.
I denne guide finder du et eksempel på, hvordan du kan analysere et stillingsopslag. Analysen bruges til at finde ud af, hvad der er vigtigt at lægge vægt på i ansøgningen og CV’et. Du får også helt konkrete eksempler på en god målrettet ansøgning og CV skrevet til et specifikt stillingsopslag.
Hvad siger den rekrutteringsansvarlige?
Claus Andersen er kontaktcenterchef i Krifa og har været med til at ansætte mange medarbejdere i Krifa, blandt andet til den konkrete stilling, som ses i guiden ovenfor.
Vi har spurgt ind til, hvad han lagde vægt på, da de skulle finde de rette kandidater til stillingen.
Hvad lægger du mest vægt på, når du læser en ansøgning?
"Summen af mange ting. Jeg skal mærke noget personlighed, og at ansøgeren har sat sig ind i, hvad jobbet handler om. Derudover lægger jeg vægt på, at ansøgningen er godt skrevet og nem at læse. Hvis der er for mange tunge afsnit med alt for meget tekst uden kommaer og punktum, så mister jeg interessen. Derudover vil jeg høre, hvad ansøgeren vil med netop dette job, og hvordan han eller hun vil gøre en forskel. " Hvis der er noget, man ikke kan, kan man godt fortælle om det i ansøgningen, men det skal være med fokus på, at man har modet og motivationen til at lære, og hvorfor man gerne vil det – det skal være meget tydeligt. Hvis man i forhold til dette konkrete job f.eks. ikke har erfaring med salg, så skal man gøre det meget tydeligt, hvordan man vil gribe det an i jobbet. Det kan f.eks. være ved at tilegne sig viden om salg igennem kurser eller andet.
Har det grafiske udtryk betydning?
"Det grafiske og layoutmæssige udtryk i ansøgningen og CV’et har betydning for mig. Det kan selvfølgelig have større eller mindre betydning alt efter, hvilken stilling man søger. Det er en stor fordel, når cv og ansøgning er lagt ind i en flot skabelon. Det gør det mere overskueligt at læse og danne mig et overblik over kompetencer, erhvervserfaring m.v. "
Hvem valgte I til jobbet?
"Vi valgte seks personer med blandede faglige baggrunde. Fælles for dem var, at de alle havde en rød tråd igennem ansøgningsmaterialet – men også videre i processen gennem samtaler og tests. De er valgt på deres personlighed og ærlighed. De fik alle en opgave udleveret, og her var det vigtigt for os, at de viste, at de havde fanget Krifas værdier, og at jobbet handler om mere end bare at vejlede - og det havde de. "
Hvad er den største mangel i de ansøgninger, du læser?
"Den største mangel i alle de ansøgninger jeg læser er, at ansøgeren ikke forklarer sin motivation for at søge jobbet. Hvis man skriver, at jobbet lyder spændende, så skal det også forklares, HVORFOR man synes, at det lyder spændende. "