Din guide til, hvordan du finder din næste medarbejder

Sådan finder du din næste medarbejder

Her guider vi dig i, hvordan du kan gribe det an, når du skal finde en ny medarbejder.

Brug dit netværk 

Kender du nogen? Eller kender du nogen, der kender nogen? 
 
I mange små virksomheder er den første medarbejder en person, som du som arbejdsgiver kender i forvejen eller har fået anbefalet af venner og bekendte. Fordelen ved denne metode er, at du som arbejdsgiver har en rigtig god fornemmelse af, hvad det er for en medarbejder, du ansætter.  
 
Ulempen er at du ikke nødvendigvis får afsøgt jobmarkedet for den bedst egnede medarbejder. 

Hyr et rekrutteringsbureau 

Du kan betale dig fra opgaven. 
 
Rekrutteringsbureauerne lever af at hjælpe andre virksomheder med at finde de rigtige medarbejdere. Fordelen er, at du får professionel hjælp til hele eller dele af rekrutteringsprocessen.  På den måde slipper du for at bruge tid og energi på noget, som du måske dybest set føler dig usikker på. 
 
Ulempen er, at det kan være dyrt. Hvis du overvejer at gå ned ad denne vej, så start med at tage en snak med et bureau og få en pris for den konkrete opgave. Vurderer så bagefter, om det er den rette vej for dig og din virksomhed. 
 

Lav et jobopslag

Hvis der ikke lige er nogen i omgangskredsen med de rigtige kompetencer, og du ikke føler dig klar til at overlade processen til andre, hvad gør du så? Så kan du være nødt til at søge bredere fx ved at slå stillingen op. 
 
Fordelen med et jobopslag er, at du i højere grad sikrer, at potentielle ansøgere bliver opmærksomme på din virksomhed og de muligheder, der ligger der.  
 
Ulempen er, at det tager tid. Men, hvis du forstår at navigere i ansættelsesprocessens faser, så vil tiden, du bruger på at finde den rigtige medarbejder, være en investering i din virksomhed. 

Brug for hjælp til jobopslaget?

Vi har lavet en guide til, hvordan du skriver et målrettet jobopslag, der kan tiltrække de rigtige ansøgere til stillingen i din virksomhed.