Sådan optjener du skattefrie præmier
Du kan begynde at optjene skattefrie præmier fra den dato, der står på dit efterlønsbevis – ind til din folkepensionsalder.
Så meget kan du nå at optjene
Arbejder du på fuldtid indtil til din pensionsalder, kan du få udbetalt den maksimale præmie, som i 2026 er på 190.440 kr. Har du deltidsrettigheder, er den maksimale præmie på 126.960 kr.
Den skattefri præmie optjenes i hele portioner. Du har optjent en portion, hver gang du har fået løn for 481 timer.
Der skal være tale om danske løntimer eller løntimer fra et andet EØS-land, for at du kan bruge timerne til optjening af skattefri præmie.
Du kan også optjene skattefri præmie, mens du er på efterløn
Du kan også optjene skattefrie præmier af dine arbejdstimer, mens du er på efterløn.
Men kun hvis:
du har haft dit efterlønsbevis i mindst 2 år, før du går på efterløn – og
du har fået løn for mindst 3.120 timer i den periode. (2.496 timer, hvis du er deltidsmedlem)
Bemærk
Hvis du i optjeningsperioden (dvs. tiden fra udstedelse af efterlønsbevis til folkepensionsalderen) får dagpenge eller efterløn, bliver antallet af mulige timer til optjening af skattefri præmie sat tilsvarende ned.