Udskudt barsel
Med udskudt barsel kan du gemme noget af din orlov og bruge den, når det giver mest mening for dig og din familie. Her får du overblik over, hvordan udskydelse fungerer, hvilke regler der gælder – og hvad du skal være opmærksom på undervejs.
Hvad er udskudt barsel?
Udskudt barsel er den barsel, som du ikke holder, inden barnet er fyldt 1 år. I princippet kan det være alle dine uger udover de 11 ugers øremærket barsel, som skal holdes i barnets første leveår.
Du kan udskyde barsel helt indtil dit barn fylder 9 år. Det giver dig frihed til at arbejde på nedsat tid, tage en pause fra hverdagen eller skabe særlige øjeblikke sammen senere i dit barns liv.
Udskudt barsel kan enten være din ret eller noget, du skal aftale med din arbejdsgiver – det afhænger af, hvor meget du vil udskyde.
Hvis man aftaler det med sin arbejdsgiver, kan man udskyde alt det barsel, som ikke skal være afholdt inden for det første år
- Heidi Hovmann Nonbo, Jurist KrifaDu skal dog have holdt den udskudte barsel, inden dit barn fylder 9 år, ellers mister du ret til barselsdagpenge.
Retsbaseret udskydelse af barsel
Hvis du vil gemme noget af din barsel til senere, kan du udskyde op til 5 uger – helt uden at skulle aftale det med din arbejdsgiver. Du skal bare huske at give besked senest 6 uger efter fødslen.
Ugerne skal være sammenhængende. Hvis du f.eks. ønsker at holde barsel 3 dage om ugen, er det ikke en retsbaseret aftale.
Senest 8 uger før du vil holde de udskudte uger, skal du fortælle din arbejdsgiver, at du gerne vil holde udskudt barsel.
Retten til barselsdagpenge følger med de udskudte uger.
Aftalebaseret udskydelse af barsel
Udskyder du mere end 5 ugers barsel, er det en aftalebaseret udskydelse. Her kræver det, at du aftaler den udskudte barsel med din arbejdsgiver.
Du skal fortælle din arbejdsgiver senest 8 uger før, du vil holde din udskudte barsel.
Dog kan du kombinere de to løsninger, hvis du vælger at udskyde mere end 5 uger. Vil du f.eks. gerne udskyde 8 ugers barsel, kan 5 af ugerne være retsbaseret, og du skal derfor kun aftale dig frem til de sidste 3 uger.
Laver du en aftale med din arbejdsgiver, følger retten til barselsdagpenge eller løn med.

Hvor meget barsel har du tilbage?
Du kan ikke udskyde barsel som ledig
Skal du på barsel som ledig, kan du ikke udskyde din barsel, fordi du ikke er i arbejde.
Læs mere om dine rettigheder, hvis du skal på barsel som ledig.
Vær opmærksom på jobskifte
Når du vælger udskudt forældreorlov, kan det være, at du skifter job, inden du får holdt den udskudte orlov.
Retsbaseret udskudt orlov går ikke tabt, selvom du skifter arbejdsgiver, forklarer Heidi Hovmann Nonbo. Hun uddyber dog, at det altid er vigtigt at have dokumentation for den udskudte orlov.
“Det er vigtigt, at man har det på skrift, så man over for en ny arbejdsgiver kan dokumentere, at man har lavet en aftale om retsbaseret barsel”.
Du har dog ikke ret til at holde udskudt orlov, der er aftalebaseret, hvis du har fået en ny arbejdsgiver. Hvis du har udskudt mere end 5 ugers barsel og skiftet job, skal du derfor lave en ny aftale med din nye arbejdsgiver.
Din arbejdsgiver har dog pligt til at finde et passende tidspunkt for din barsel, hvis du har barselsdagpenge til gode, og det tidspunkt, du foreslår, ikke passer arbejdsgiveren.
Husk at fortælle Udbetaling Danmark om din udskydelse
Når du vælger at udskyde noget af din barsel, skal du huske at give besked til Udbetaling Danmark. Det sikrer, at du får de barselsdagpenge, du har ret til – og at alt er på plads, når du vil holde din barsel senere. Sandsynligvis har din arbejdsgiver allerede givet besked, men husk at dobbelttjekke. Du vil også modtage et brev i din digitale postkasse, når de har fået besked.Udbetaling Danmark skal have besked om udskudt orlov senest 8 uger efter fødslen.