Person der lige er startet i nyt job

Få en god start på dit nye job

Skal du begynde i et nyt job? Vi har samlet syv gode råd til dig, der snart skal lære en ny arbejdsplads at kende.
Rebekka Torp Boileau

Den første tid på ny arbejdsplads er altid præget af, at du er på udebane. Men det er kun indtil, du har lært de nye opgaver, kollegaer og stedet at kende.

Martin Ramlov, som er karrierekonsulent i Krifa, giver her otte gode råd til, hvad du med fordel kan være opmærksom på, så du får en god start på dit nye arbejde.

1. Skab en positiv relation til dine nye kolleger

På de fleste arbejdspladser er dine kollegaer og din chef de vigtigste ressourcer til at komme hurtigt og godt i gang. Derfor er det vigtigt, at du investerer i at skabe en positiv relation til dine nye kolleger. Desuden bliver det sjovere at gå på arbejde, hvis du engagerer dig i dine kollegaer. Interesser dig for dem, deres børn, deres fritidsinteresser og deres faglige opgaver.

2. Vær opmærksom på dit engagement

Dit engagement kan ligesom din attitude være med til at give et positivt indtryk af dig. Desto mere du engagerer dig og tager ejerskab over dine opgaver, desto bedre vil du blive til at løse dine opgaver. En god strategi kan være, at du selv er opsøgende i forhold til at få nye opgaver, som du har lyst til, og som du vil være særlig god til at løse.

3. Få afklaret, hvad der forventes af dig

Det er en stor fordel for dig tidligt at blive kendt med de rammer og forventninger, som din chef og dine kolleger har til dig. Hvis din chef ikke selv lægger op til det, kan du med fordel tage initiativ til et evalueringsmøde i løbet af dine første uger, hvor I laver forventningsafstemning og sikrer, at du er på rette kurs. Det er vigtigt, at du gør det tydeligt for din chef, hvis du føler dig dårligt klædt på til at løse en opgave, eller hvis der ikke er balance mellem dine ressourcer, og de krav du står over for.

4. Vis det, du er god til, og søg feedback

Hold uformelle statusmøder med din chef, og få sparring af en kollega på dine opgaver. På den måde kan du både synliggøre det, du er god til og løbende få feedback på dine resultater. Så får du følelsen af overblik og tryghed i, at du er på rette vej. Desuden øger det tilliden mellem din chef og dig og giver dig mulighed for både personlig og faglig udvikling i jobbet.

5. Tillad dig at undre dig, og bring dine ideer i spil

Det er naturligt, at du som ny medarbejder, der endnu ikke kender til virksomhedens ”plejer”, arbejdsprocesser og kultur – vil undre dig over nogle ting på arbejdspladsen. Du vil få ideer, som både er nye og anderledes. Ideerne kan bringe dig i spil som en værdifuld medarbejder. Vær opmærksom på, at du skal være konstruktiv og vise respekt for det eksisterende.  

6. Anerkend en smule naturlig stress, men vær opmærksom

Det er naturligt at være træt og føle dig lidt stresset. Måske nogle dage meget stresset i de første 3 måneder i nyt job, men det må ikke blive ved! Vær opmærksom på, at det ikke udvikler sig til en blivende følelse, og din nattesøvn må ikke være konstant påvirket.

7. Få papir på din ansættelse

Du har krav på at få en ansættelseskontrakt, når du arbejder mere end otte timer om ugen og har været ansat i mere end én måned. Læs mere om kravene til en kontrakt. Vi vil gerne se din kontrakt igennem - helst inden du skriver den under - så vi kan opdage og forbedre mangler i den.

Har du styr på din ansættelseskontrakt?

Vores juridiske konsulenter står klar til at tjekke den for dig.