Persontype ENTP "Iværksætter"
Beskrivelse af ENTP-typen
ENTP-typer er ofte entusiastiske, udadvendte og idérige personer, der interesserer sig for mange forskellige ting og holder af at debattere. Dit talent ligger ofte i at udvikle og komme på idéer til på nye projekter, som du får sat i gang.
Du er ofte en meget uafhængig person, der kan lide at finde nye måder at bruge teorier på, så du kan effektivisere de eksisterende processer i organisationen eller produktionen. Du ser ikke problemer, men kun muligheder for udvikling. Du er altid på udkig efter noget nyt, der kan laves om på, og er der ikke noget, kan du tit finde et emne, der kan bringes op til diskussion, ofte bare for at diskutere og til tider provokere.
Du bliver sjældent længe i det samme job, da du hurtigt bliver rastløs, hvis dagligdagen bliver for rutinepræget og jobbet for forudsigeligt og detaljeorienteret.
Du fungerer derfor godt i et job, der kræver evnen til at handle aktivt og lave logisk analyse med fokus på muligheder og udvikling, som kan skabe forandring.
Sådan kan du udvikle dig
Da du ofte er fokuseret på innovation og på at overvinde forhindringer, kan du blive så opslugt af dine projekter, at du glemmer den aktuelle virkelighed. Denne fokusering kan også betyde, at du overser, hvilken indvirkning dine idéer og planer har på de mennesker, der bliver involveret. Vær opmærksom på at der er andre, der ikke er lige så hurtigt opfattende eller handler lige så hurtigt som dig. Du vil derfor ofte virke arrogant og bedrevidende på dem.
Da du holder meget af nye udfordringer, har du en tendens til at sprede dig over for meget på én gang og vil gerne gå i gang med nye opgaver og projekter, før de gamle er afsluttet.
Giv dig selv lidt mere tid – og ikke mindst, tid til at lytte til andre!
Dét stresser ENTP-typen
Det er forskelligt fra persontype til persontype, hvad der stresser eller presser en på jobbet. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvad der stresser netop dig. Når du har den viden, kan du gøre noget aktivt ved at flytte dig fra det eller forsøge at mindske det, der øger dit stressniveau.
Det kan stresse dig:
at arbejde i et miljø med strenge og rigide regler
at arbejde med personer, du ser som inkompetente
når der er mangel på forandring eller fremskridt
når dine visioner ikke bliver værdsat
hvis din kreativitet begrænses.