Barsel som offentlig ansat
Du må gå på barsel hele 8 uger før termin
Som kommunalt ansat kan du gå på barsel allerede otte uger før termin med løn. Det betyder, at du har tid til at hvile dig, indrette babyværelset og gøre dig klar til den store dag. Er du offentlig statsansat, må du gå på barsel 6 uger før din termin med løn.
Privatansatte kan først gå på barsel 4 uger før termin – og ikke altid med løn. Derfor er du godt stillet som offentligt ansat.
Få barsel med løn som offentligt eller kommunalt ansat
Som offentligt ansat har du en overenskomst, der giver dig ret til løn under din barsel.
Som mor har du ret til løn både før fødslen og 26 uger efter fødslen, så du kan bruge din energi på at lære dit barn at kende og finde en ny hverdag sammen.
Privatansatte har 24 ugers barsel efter fødslen, mens du som offentlig ansat kan få to ekstra uger, hvis far/medmor overfører dem til dig som barselsdagpenge.
Som far/medmor har du ret til løn i de 2 uger, du holder fædreorlov samt 16 uger mere efter fødslen. Holder du mere barsel, har du ret til barselsdagpenge.
Koordiner jeres barsel, hvis I har samme overenskomst
Er både du og din partner omfattet af den samme overenskomst, skal I vælge, hvem der skal holde 6 af ugerne med ret til løn.
Det kan eksempelvis være, at far/medmor kun holder 10 uger med løn, mens mor så holder alle sine 26 uger.