Person sidder og venter på at blive kaldt ind til jobsamtale

Kom godt fra start med samtalen

Du har forberedt dig godt og er nu klar til at møde din måske kommende arbejdsgiver. Nu handler det om at give et godt indtryk, allerede inden samtalen egentlig begynder.
Line Højen Væggemose

- Hvis du har forberedt dig grundigt, kan du sige til dig selv, at du på forhånd har gjort, hvad du kunne for, at det kommer til at gå dig godt til jobsamtalen. Så slå koldt vand i blodet og mød op til samtalen med gå på mod. Du er allerede godt på vej. Sådan siger Helle Hebsgaard, der er jobrådgiver i Krifa. Hun giver dig her en række gode råd til jobsamtalen.

Samtalen begynder allerede på parkeringspladsen

- Der er stor forskel på, hvordan en jobsamtale foregår. Det afhænger blandt andet af jobtype og arbejdsplads. Derfor er det også vanskeligt at sige noget entydigt om, hvilken jargon du skal starte ud med, når du møder de personer, du skal til jobsamtale hos. Men hav dig selv med i det hele. De fleste kan gennemskue det, hvis du forsøger at være en anden, end den du i virkeligheden er, siger Helle Hebsgaard og fortsætter:

- En jobsamtale begynder faktisk i det øjeblik, du bevæger dig ind på arbejdspladsens område. Hvis det er en større virksomhed, skal du sandsynligvis henvende dig i receptionen, hvor du vil blive hentet af den person, du skal til jobsamtalen med.

Det første indtryk betyder alt

Det første indtryk af dig kan have stor betydning til en jobsamtale, fortæller Helle Hebsgaard.

- Undersøgelser viser, at vi typisk bruger mellem 15 og 30 sekunder på at danne os et indtryk af en person, vi aldrig før har mødt. Hvis man efterfølgende fortsat er sammen med personen, bruger man den næste halve time på at bekræfte sig selv i, at det første indtryk var det rigtige. Det samme gør den arbejdsgiver, der har kaldt dig til jobsamtale.

Hun råder derfor til, at du giver et godt håndtryk, smiler og ser den, du hilser på, i øjnene. På den måde kommunikerer du i øjenhøjde, og du viser respekt og imødekommenhed fra begyndelsen.

- Sandsynligvis vil jeres indledende dialog være uformel og handle om vind og vejr. Du kan kommentere på bygningerne, jobannoncen, vejen dertil og vejret. Og så selvfølgelig sige, at du har glædet dig til samtalen og til at se arbejdspladsen. På den måde viser du motivation og engagement.

Sådan forbereder du dig til jobsamtalen

Vi har samlet alt, du skal vide om jobsamtalen, og hvordan du bedst muligt forbereder dig til den her.