Efterlønsbevis

Når du når efterlønsalderen, kan du vælge at gå på efterløn. Hvis du ikke ønsker at gå på efterløn med det samme, kan du få et efterlønsbevis. Efterlønsbeviset sikrer dig bl.a. muligheden for at gå på efterløn senere, fx hvis du bliver syg.


Sådan får du dit efterlønsbevis

Efterlønsbeviset er til dig, der ikke ønsker at gå på efterløn, når du når efterlønsalderen.

Vi sender dig et brev et par måneder før din efterlønsalder. Sammen med brevet får du et oplysningsskema. Skemaet skal du udfylde og sende tilbage til os.

Du må tidligst udfylde skemaet den dag, du når efterlønsalderen.

Hvis du i stedet ønsker at gå på efterløn fra det tidspunkt, du når efterlønsalderen, skal du ikke have et efterlønsbevis. Du skal huske at sende din ansøgning om efterløn senest den dag, du ønsker at overgå.


Derfor skal du have et efterlønsbevis

Dit efterlønsbevis har flere fordele:

  • Mulighed for at optjene skattefri præmie.
  • Du kan gå på efterløn, selv om du senere går hen og bliver syg. Du skal dog opfylde de almindelige betingelser for ret til efterløn.
  • Du kan få beregnet din efterløn ud fra den indkomst, du har på det tidspunkt, som dit efterlønsbevis gælder fra.
  • Du skal ikke længere betale efterlønsbidrag.
  • Du får en oversigt over dine pensioner sammen med dit efterlønsbevis, så du kan se, hvilken betydning de har på din efterløn. Beregningen bliver lavet på baggrund af pensionsoplysninger, som pensionsinstitutterne har indberettet til SKAT.

Forstå efterlønnen fra din sofa

Vi har samlet en række videoer til dig, der gennemgår dine muligheder i efterlønsordningen.