Forebyg stress og bevar arbejdslysten
God trivsel i dit arbejdsliv og dagligdag er vigtig i en effektiv stressforebyggelse. Du kan blive mere robust overfor stress og usunde belastninger, hvis du fokuserer på at skabe arbejdslyst og et godt arbejdsmiljø.
Dyk ned i 10 råd til at forebygge stress her.
1. Dyrk motion og vær fysisk aktiv
Fysisk aktivitet er ifølge psykoterapeut Erik Hougaard et af de vigtigste steder at sætte ind i stressforebyggelse. God form og motion kan give et større mentalt overskud.
Det kan for mange gøre det lettere at håndtere de udfordringer, der kan opstå i arbejdslivet. Husk altid at lytte til din krop, når du motionerer. Får du det fysisk dårligt, bør du skrue intensiteten ned.
2. Skab struktur i din arbejdsdag
Med en god struktur kan det være lettere at overskue arbejdsdagen. Planlæg din arbejdstid, så godt du kan. Disponér din tid i din arbejdskalender – det giver dig et klart overblik over, hvad du skal nå og hvornår.
Det kan eksempelvis være, at du lægger de mest krævende arbejdsopgaver først på dagen, hvor du er mest frisk i hovedet.
3. Hold pauser på dit arbejde
Hjernen har brug for pauser for at være så effektiv som muligt. Det behøver ikke være en lang pause. Men du giver din hjerne den bedste pause ved at give den ro.
Sæt dig et roligt sted i få minutter – eksempelvis med en dejlig udsigt. Eller brug få minutter på mindfulness, der kan hjælpe med at flytte opmærksomhed væk fra tanker og bekymringer.
4. Kend dine værdier og grænser
Vær bevidst om dine værdier og grænser. Oplever du, at en kollega eller chef taler til dig på en måde, der overskrider dine grænser? Så er det en god idé at få brudt det mønster hurtigst muligt.
Vores psykoterapeut Erik Hougaard understreger, at grænser har det med at flytte sig over tid, hvis du ikke holder fast i dem. Du har ret til at sige fra og sætte grænser. Forsøg derfor at sætte ord på, hvor dine grænser går, så de bliver tydelige for dine omgivelser.
Sæt ord på dine tanker og følelser. ”Hov, der kom lige endnu en opgave på mit arbejdsbord. Jeg synes allerede, jeg har nok” kan være én måde at udtrykke dine tanker på.
Når du siger fra, viser du dig selv respekt. Det kan være et signal til dig selv om, at du har værdi. Men det kan samtidig også blive lettere for andre at handle ud fra det, du har brug for.
5. Styrk selvværd og faglighed
Når du deler svære følelser og tanker, kan de miste noget af deres magt. Del dem med nogen, du har tillid til. Prøv også at modsige negative tanker, når de dukker op. Og arbejd med at definere din målestok for, hvornår du har succes.
Dygtiggør dig så meget så muligt, så du føler dig godt klædt på til dine arbejdsopgaver. Det kan eksempelvis være med efteruddannelse eller lignende.
Få gode råd til at styrke dit selvværd
6. Forventningsafstem med din chef – og dig selv
Er forventningerne fra din chef tydelige? Det er vigtigt at få forventningerne til dig afklaret, så du ikke er i tvivl om dem. Det kan gøre det lettere for dig at løse dine opgaver.
Her er det også vigtigt at kigge på, hvilke forventninger du har til dig selv. Er dine forventninger realistiske? Eller er de for høje i forhold til dit job?
For høje forventninger til dig selv kan være lige så belastende, som hvis du oplever for høje krav fra din arbejdsgiver.
7. Dan stærke relationer til kolleger
Hav fokus på dine kolleger og øv dig i at skabe gode relationer til dem. Anerkend kollegerne og tal til dem på samme måde, som du selv ønsker. Det kan være en måde at skabe et godt arbejdsmiljø og værdifuldt fællesskab.
Samtidig kan det være med til at skabe en tryghed på arbejdspladsen. Og tryghed er en vigtig faktor i forebyggelse af stress på arbejdspladsen.
8. Opbyg socialt netværk
Gode relationer er ikke bare vigtige på arbejdspladsen. Investér også i at opbygge gode sociale relationer i dit øvrige liv. Det kan både være familie, venner eller partner.
Psykoterapeut Erik Hougaard påpeger, at du kan være mere disponeret for stress, hvis du føler dig alene om svære situationer. Men har du et godt netværk og støtte omkring dig, kan det ofte være lettere at tackle belastende situationer.
9. Lav gode søvnvaner
Søvn er ofte vigtig for at øge mental trivsel og overskud. Det er her hjernen restituerer og gør sig klar til en ny dag.
Indarbejd faste sengetider, undgå kunstigt, blåt lys inden sengetid og skab et godt sovemiljø. Det kan være med til at fremme god søvn.
10. Spis den rigtige kost
Kosten kan også spille en forebyggende rolle mod stress. Skru gerne ned for sukker- og kalorieholdige madvarer.
Skift dem i stedet ud med fiberrige grøntsager og fuldkornsprodukter, der fodrer de gode tarmbakterier i maven. De giver ifølge nyere forskning mere velvære og kan virke som forebyggelse mod stress.
Undgå også gerne alkohol. Det kan øge niveauet af kortisol, der er et stresshormon.