CV eksempler og skabeloner
Nedenfor kan du downloade CV-skabeloner i Word, som du kan bruge til at lave dit eget personlige CV. Skabelonerne er lavet i forskellige layouts, så du kan vælge det, der passer bedst til det job, du søger.
Der er to forslag til CV med kronologisk opbygning, to til kompetence-CV og ét CV-forslag til en kombineret ansøgning og CV. Find ud af her, om du skal lave et kronologisk CV eller et kompetence-CV.
Download en skabelon til CV, indsæt dine egne oplysninger, gem på din computer – og så har du hurtigt og nemt et nyt, flot CV layout klar! Du kan hente hver CV-skabelon gratis – eller næsten gratis, det kræver blot din e-mail.
CV skabeloner i Word
Nedenfor finder du endnu flere eksempler og skabeloner til CV. Der er både eksempler inden for forskellige brancher og med forskelligt layout/design. Vælg de eksempler, der passer bedst på dig – og lad dig inspirere alt det, du vil!
Når du klikker på download-knappen under det specifikke CV, som du gerne vil se nærmere på, får du både mulighed for at hente eksemplet i en PDF, i en PDF med vejledende kommentarer og som word-skabelon. Word-skabelonen kan du let redigere I og gøre til dit eget CV på få minutter.
Kort uddannelse – fokus på kurser (Frisør)
Dette eksempel på et CV for en frisør/hairstylist er kort og præcist og fremhæver på en overskuelig måde de kompetencer, som er vigtige i frisørfaget. Der er lagt vægt på, hvordan ansøgeren gennem kurser, har gjort en indsats for at udvikle sig fagligt. Layoutet et simpelt og frisk.
Nyuddannet med mellemlang uddannelse (Pædagog)
Her er et CV-eksempel for en nyuddannet pædagog. Her er lagt særligt vægt på praktikforløbende, da det er der, ansøgeren har sin primære erfaring fra. CV’et har også et moderne og kreativt layout, som afspejler ansøgerens personlighed. Se tilhørende ansøgning.
Nyuddannet med kort uddannelse (SOSU-assistent)
Her er et eksempel på et CV for en nyuddannet SOSU-assistent. Ansøgeren har ikke meget relevant erhvervserfaring og lægger derfor meget vægt på praktikperioder, som hun uddyber. CV’et rummer også en del beskrivelse om, hvorfor hun brænder for faget, hvilket udstråler energi og gejst. Layoutet er flot og afdæmpet. Se tilhørende ansøgning.
Lang videregående uddannelse (vidensmedarbejder)
Dette er et eksempel på et CV for en højtuddannet vidensmedarbejder, der søger job som kvalitetsansvarlig. CV’et er skåret ind til benet og viser kort og præcist tidligere jobs med beskrivelse af ansvarsområder. Layoutet er meget simpelt.
Fritidsjob eller sabbatjob
Vi har her lavet et eksempel på CV til fritidsjob. CV’et er ikke målrettet et konkret job og er den type CV, som du fx vil gå rundt til butikker i en gågade og dele mange ud af. Vi vil dog altid anbefale, at du målretter dit CV det konkrete job, du søger, selvom det kan være tidskrævende. Layoutet er ungt og simpelt.
Ufaglært - Lagermedarbejder
Her finder du et eksempel på et CV for en lagermedarbejder, som er kombineret med en ansøgning. I nogle brancher forventes der ikke lange ansøgninger og CV, og her kan denne løsning være god. Den kan også være god til dig, der søger uopfordret og fx vælger at aflevere ansøgningen og CV’et fysisk. Layoutet er simpelt og overskueligt.
Ufaglært - Rengøringsassistent
Her er et eksempel på et CV for en rengøringsassistent, som er kombineret med en ansøgning. Det passer godt til dig, der ikke ønsker at lave et langt CV, men blot kort vil liste den erfaring, du har. Layoutet er moderne og simpelt.
Faglært - håndværker (Tømrer)
Dette er et eksempel på et CV for en tømrer, som er kombineret med en ansøgning. Eksemplet er et af vores ansøgning og CV-eksempler, som passer godt til uopfordret ansøgning, hvor du vælger at aflevere CV’et fysisk, og blot gerne vil have de vigtigste oplysninger med uden en lang forklaring. Layoutet er simpelt og letlæseligt.
Kort videregående uddannelse - kreativt job - (Multimediedesigner)
Her er et eksempel på et kompetence-CV for en multimediedesigner. Der er brugt punktopstilling for at skabe overskuelighed over de mange kompetencer, som ansøgeren har. Layoutet er simpelt og overskueligt (plads til at sætte dit eget personlige, grafiske præg).
Hvordan laver man et godt CV?
Vi guider dig punkt for punkt i, hvordan du opbygger et godt personligt CV, så det fremstår professionelt og gennemarbejdet. Du bør f.eks. overveje:
Hvad der er relevant at fortælle i forhold til det job, du søger
Om du skal lave et kronologisk CV eller et kompetence-CV
Om du har referencer, som du må skrive på CV’et
Klik på linket nedenfor og få uddybende vejledning og flere råd til dit CV.
Layout og opsætning af CV
Opsætningen af dit CV er vigtig for at gøre det let og overskueligt at læse. Ved at lave et flot layout, kan du også vise dine kreative evner, hvis det er vigtigt for det job, du søger. På siden finder du f.eks. svar på:
Hvilken skrifttype du skal bruge
Om der skal billede på CV’et
Hvor langt CV’et må være