Kontakt
Fie Rødkjær Møller, Pressekoordinator, tlf. 5138 1898, frn@krifa.dk
Frit land – til en vis grænse
Forestil dig at møde på arbejde og blive spurgt til dit politiske ståsted. Det i sig selv er måske ikke så grænseoverskridende. Men prøv så at forestille dig, at din kollega eller chef ikke er tilfreds med svaret. Måske beder vedkommende dig endda om at skifte holdning eller melde dig ind i et bestemt parti. Måske truer chefen med at fyre dig, hvis ikke du gør det. Eller måske ligger det bare mellem linjerne.
Det lyder vanvittigt i et demokratisk og frit land som Danmark, ik’?Af: Søren Fibiger Olesen, formand i Krifa
Dobbeltmoralen lever
Alligevel oplever hver syvende dansker at blive presset til at skifte fagforening af kollegaer, chefer og tillidsmænd. Endda selv om EU’s Menneskerettighedsdomstol i 2006 slog fast, at vi har frit fagforeningsvalg i Danmark. Det betyder, at man har lov til at være i den fagforening, man har lyst til – eller til slet ikke at have en.
Jeg har ofte tænkt over, hvorfor nogle mennesker på det ene tidspunkt råber op om ytringsfrihed, rettigheder og frie valg – og så det andet øjeblik nærmest fratager ansatte eller kollegaer det selvsamme. Det er som om, de gerne vil have, at man må mene, hvad man vil – når bare man mener det samme som dem.
Umoderne snæversyn
Det er helt sort for mig, at vi i 2019 kan opleve det ene eksempel efter det andet, hvor vores medlemmer føler sig presset til at skifte fagforening. Nogle gange får de det at vide direkte, andre gange ligger det mellem linjerne.
Heldigvis er det langt de fleste steder, at ledelse og kollegaer accepterer, at vi ikke alle tænker ens.
Heldigvis er det umoderne at være snæversynet og fastlåst. Og heldigvis er det ved at gå op for Krifas modstandere, at der må nogle andre end de samme, støvede og ofte faktuelt forkerte argumenter på bordet i debatten om valg af fagforening.
Plads til forskellighed
Min opfordring lyder på, at de uenige blander sig udenom, hvis de ikke kan rumme og respektere andres valg uden at blive urimelige. De behøver ikke forstå eller være enige. Og de må da hellere end gerne spørge nysgerrigt og åbent til, hvorfor valget er faldet på Krifa. Men præcis som tilfældet er med valg af politisk ståsted - så må man acceptere svaret og ikke blive ubehagelig eller true med konsekvenser, hvis man ikke får det svar, man håber på.
Her i landet skal vi ikke alle mene det samme – det er det Danmark, jeg elsker.