Fædreorlov og barsel til faren: Sådan er reglerne
Hvordan er reglerne for barsel til mænd?
I august 2022 blev der indført nye barselsregler, som påvirker din barselsorlov som far/medmor. Her blev det vedtaget, at du har 11 ugers øremærket barsel - barsel, som kun du kan afholde, hvis du vil have barselsdagpenge.
I alt har du som far/medmor ret til 24 ugers barsel, der kan deles op sådan her:
- 11 ugers øremærket barsel, hvor 2 af disse uger er fædreorlov
- 13 ugers barsel, som kan overdrages eller holdes
5 af de 13 uger, som kan overdrages, kan også udskydes og holdes på et senere tidspunkt – dog senest inden dit barn fylder 9 år.
Læs mere om reglerne for barsel
Få overblik over dine barselsuger
Se, hvordan fædreorloven og resten af barslen kan fordeles som far eller medmor – og få et tydeligt overblik over dine muligheder.
Hvad er fædreorlov?
Efter de første 2 uger med fædreorlov begynder den almindelige barsel. Den del af barslen, der ligger mere end 10 uger efter fødslen, kaldes sen orlov.
Hvornår skal faren afholde øremærket barsel?
Netop fordi man kan tabe retten til barselsdagpenge, er det særligt vigtigt for fædre/medmødre at tage stilling til deres barselsorlov, fortæller jurist i Krifa, Heidi Hovmann Nonbo, der er ekspert i barselsregler.
Som far/medmor skal man starte med at tage stilling til sin barsel allerede 4 uger før termin, og 6 uger efter barnets fødsel skal man tage yderligere stilling til, hvornår man vil holde det sidste barsel.
- Heidi Hovmann Nonbo, jurist KrifaSenest 4 uger før termin skal du informere din arbejdsgiver om, hvor meget barsel du vil holde de første 10 uger efter fødslen.
Senest 6 uger efter fødsel skal du informere din arbejdsgiver om, hvornår du vil holde din sene orlov. Du skal også informere din arbejdsgiver, hvis du vælger at udskyde noget af din barsel.
Er jeg tvunget til at holde øremærket barsel?
Som far/medmor er du, som udgangspunkt, ikke tvunget til at holde den øremærkede barsel, men ugerne kan ikke overdrages til din partner, og dagpengeretten i de 11 uger vil dermed gå tabt.
Er du ledig, studerende eller selvstændig, er der dog undtagelser. Så kan du nemlig godt overdrage 9 af de øremærkede uger til din partner og dermed også retten til barselsdagpenge. På den måde kan du nøjes med at afholde de to ugers fædreorlov.
Læs meget mere om barsel som selvstændig
Kan jeg som far få løn eller barselsdagpenge?
Hvis det står i din ansættelseskontrakt, har du ret til løn under din barsel. Står der ikke noget, har du kun ret til barselsdagpenge, hvis du opfylder betingelserne.
Betingelserne for at få barselsdagpenge er:
- Du skal være ansat på den første dag i din orlov eller dagen før
- Du skal have arbejdet mindst 160 timer inden for de seneste fire hele måneder før orloven.
- Du skal have mindst 40 arbejdstimer om måneden i mindst tre af de fire måneder.
Du kan højest få 21.092 kr. pr. måned i barselsdagpenge i 2025, som bliver udbetalt til din NemKonto fra Udbetaling Danmark. Det er din arbejdsgiver eller a-kassen, der giver besked til Udbetaling Danmark om, at du er berettiget til dagpenge under din barsel.
Hvis du er ledig, skal du være opmærksom på, at reglerne er anderledes. For at få barselsdagpenge skal du være berettiget til dagpenge fra den a-kasse, du er medlem af.
Barsel som far ved adoption
Som far/medmor har du ret til barsel, hvis du adopterer.
Ved adoption starter din barsel, når I modtager jeres barn i stedet for fødselstidspunktet. Dog har I også ret til barsel før modtagelsen - den varierer dog efter, om I adopterer barnet i Danmark eller i udlandet.
Ved adoption i Danmark har du ret til 1 uges barsel inden modtagelse af barnet. Adopterer du barnet i udlandet, har du ret til 4 ugers barsel inden modtagelsen.
Bliv klogere på barselsreglerne ved adoption
Vil du være sikker på, at du har styr på din fædreorlov?
Som medlem af Krifa kan du få personlig rådgivning om barsel – vi hjælper dig med at forstå reglerne og planlægge den barsel, der passer bedst til dig.
Er du allerede medlem, kan du ringe til os på 7227 7227 og tale med en af vores jurister med speciale i barsel.
Læs mere om vores barselsrådgivning og hvordan vi hjælper dig.