Må jeg tage på ferie på dagpenge?
Du kan godt pakke kufferten, men..
Selvom du får dagpenge, har du mulighed for at tage på ferie. Men du skal fortælle det til din a-kasse og jobcentret 14 dage inden, du tager afsted, og du skal være opmærksom på, at du ikke får dagpenge for de dage, hvor du holder ferie.
Er du i udlandet på ferie i mere end én dag, kan du ikke få dagpenge. Du kan i stedet bruge de feriepenge, som du har optjent fra dit tidligere arbejde. Har du ikke optjent feriepenge, kan du i stedet undersøge muligheden for at få feriedagpenge. Dem optjener du, hvis du får dagpenge fra a-kassen.
Det skal du også huske:
Du skal komme til møder
Det er vigtigt, at du kommer til de møder som din a-kasse indkalder dig til. Du bliver fx indkaldt til et møde senest 14 dage efter, at du har tilmeldt dig jobcentret. Herefter bestemmer du selv, hvor ofte du vil til samtale. Du skal dog til samtale, når du har været ledig i tre og seks måneder.
Du skal følge din jobsøgningsaftale
Så snart du har meldt dig ledig, bliver du indkaldt til en samtale i din a-kasse. Her aftaler I, hvor mange ansøgninger du skal sende om ugen. Aftalen skal holdes, da du ellers risikerer ikke at få dagpenge.
Du skal tjekke din e-boks og e-mail
Du skal huske at tjekke din e-boks og din e-mail. Hvis du er medlem af Krifas a-kasse skal du tjekke Krifaboks, som ligger under Mit Krifa. Det er vigtige informationer, du skal læse og forholde dig til – også selvom der måske er fire sider.
Du skal give besked, hvis du er syg
Hvis du bliver syg, skal du give besked til din a-kasse – også selvom du ikke skal på arbejde. Du kan læse mere om at være syg på dagpenge her
Du må gerne lave frivilligt arbejde
Du må gerne lave frivilligt arbejde, mens du er på dagpenge. Dit frivillige arbejde skal dog altid godkendes af din a-kasse, inden du starter. Der er flere regler omkring frivilligt arbejde. Derfor anbefaler vi, at du kontakter din a-kasse for at høre nærmere, hvis du er interesseret i at lave frivilligt arbejde. Du kan også læse mere om frivilligt arbejde på dagpenge her
Brug din a-kasse til sparring på dine ansøgninger
Brug også din a-kasse til sparring, når du skal sende en ansøgning. Medarbejdere i a-kassen læser mange ansøgninger, og kan derfor give dig god feedback.
Læs mere om sparring på dine ansøgninger her
Du må gerne have et deltidsjob
Har du fået tilbudt et job på deltid, opfordrer vi til, at du kontakter din a-kasse inden du starter. Hvis du starter på et deltidsjob kan du søge om supplerende dagpenge. Reglerne for dagpenge er de samme, som hvis du var ledig på fuldtid. Så selvom du har et arbejde på deltid – skal du stadig søge job på fuldtid, når du får supplerende dagpenge.
Vi håber, at det hjalp dig lidt på vej! Men vil du gerne vide endnu mere, så kan du læse mere om dagpengereglerne her