Ny principiel dom: Elever lades i stikken på private uddannelser
Forestil dig, at du har sparet titusindvis af kroner sammen for at få råd til din drømmeuddannelse. Forestil dig så, at uddannelsen viser sig at være et sandt mareridt.
Det var realiteten for tre tidligere elever hos Skønhedshuset i Vejle. Ud over et hårdt psykisk arbejdsmiljø levede virkeligheden langt fra op til det, uddannelsesudbyderen lovede.
To af eleverne valgte selv at stoppe uddannelsen, og én blev bortvist, mens hun var sygemeldt på grund af det dårlige psykiske arbejdsmiljø.
Det fik de tre kvinder til at hive Skønhedshusets ejer i retten med fagforeningen Krifa i spidsen, og fagforeningen vidste, at sagen vil få betydning for andre uanset udfaldet.
Private uddannelser er nemlig ikke omfattet af erhvervsuddannelsesloven, og derfor er eleverne ikke automatisk sikret en godtgørelse, hvis de må afbryde uddannelsen som i Skønhedshus-sagen. Og i dag er det altså afgjort, at de tre tidligere elever ikke får nogen godtgørelse.
Krifa undrer sig
Sagen er af principiel karakter, og derfor er den afgjort af tre dommere. Selv om udfaldet ikke blev som eleverne og deres fagforening håbede, glæder man sig i Krifa over, at der er kommet opmærksomhed på problemet.
- Vi må desværre konstatere, at dommen fastslår, at elever på private uddannelser står fuldstændig uden rettigheder, selv om arbejdsmiljøet er så dårligt, at man bliver syg af at være på uddannelsesstedet, lyder det fra Jane Kjær Klausen, der er advokat i Krifa og har ført sagen i Retten i Kolding.
- De tre kvinder har sparet op og satset alt på deres drømmeuddannelse, så det var selvfølgelig ikke med deres gode vilje, at de afbrød den. Derfor burde de have fået godtgørelse. Det er bekymrende, at vi egentlig bare giver private uddannelsesudbydere frit lejde til at behandle deres elever på en måde, som vi har set i denne sag, fortsætter hun.
Jane Kjær Klausen håber, at politikerne vil kigge på lovgivningen, så elever på private uddannelser ikke bliver ladt i stikken, hvis uddannelsen ikke lever op til det, udbyderen lover. Advokaten slår fast, at eleverne burde få nogle af deres surt-opsparede penge tilbage i godtgørelse, så de har mulighed for at finde en anden udbyder af deres drømmeuddannelse - og dermed komme godt videre.
- Det kunne også være forebyggende og hæve kvaliteten på uddannelserne, siger hun og råder personer, som overvejer en privat uddannelse, til at være opmærksom på, at de ikke kan få godtgørelse, hvis noget går galt.