Er det en arbejdsskade, hvis du glider på parkeringspladsen: 5 skarpe fra advokaten
Det kolde vintervejr er kommet til Danmark. Det betyder isglatte veje mange steder – og det kan få selv den bedste til at ligne Bambi på glatis. Men er det egentlig en arbejdsskade, hvis du glider på vej ind ad døren til job og kommer til skade? Krifas advokat Mathias Staugaard Nielsen kommer med fem skarpe om arbejdsskader i vintervejret.
- Er det en arbejdsskade, hvis man glider på p-pladsen ved sit arbejde og kommer til skade? Eller falder på vej ind ad døren?
Ja, det kan det være. Det er normalvis en arbejdsskade, hvis det sker, mens man udfører sit arbejde. Det kan under visse betingelser også udstrækkes til situationer, hvor medarbejderen er på vej til arbejde – fx når man går fra parkeringspladsen og ind på arbejdspladsen.
Det er ikke længe siden, at Vestre Landsret afsagde en principiel dom – nemlig i januar 2016. Her fik en medarbejder, der var faldet på parkeringspladsen, medhold i krav om erstatning mod sin arbejdsgiver. Det var dog baseret på grundejerens pligt til at glatførebekæmpe indkørslen og ikke reglerne i arbejdsmiljølovgivningen.
- Hvad nu hvis man skvatter på en isglat p-plads hos en kunde eller samarbejdspartner?
Glider man på parkeringspladsen og kommer til skade – uanset hvor det er – er det i princippet en arbejdsskade. Det kan dog være svært at klandre sin arbejdsgiver for, at en parkeringsplads eller et fortov er glat hos en kunde eller samarbejdspartner. Her vil man ofte kigge på pågældende kundes ansvar og reglerne for grundejerens pligt til at undgå, at grunden bliver en skøjtebane.
- Hvad skal man gøre, hvis man kommer til skade i forbindelse med sit arbejde i vintervejret?
Det er nok ikke det første, man tænker på, når man skvatter og slår sig. Men det kan være afgørende på et senere tidspunkt at kunne dokumentere, hvad der er sket.
Dokumenter gerne stedet med billeder, så man kan se, hvis der ikke er sneryddet eller saltet. Det er også en god idé at tage på skadestuen eller forbi egen læge, så de kan undersøge en – også selvom man måske ikke synes, det er så alvorligt.
Det er vigtigt, at man anmelder skaden til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (det nye navn for Arbejdsskadestyrelsen) hurtigst muligt. Man skal også melde det til arbejdsgiverens lovpligtige ansvarsforsikringsselskab. Det kan man enten vælge at gøre selv – eller man kan få hjælp af sin fagforening.
- Hvornår tæller det som en arbejdsskade?
Hvis en skade skal kategoriseres som en arbejdsskade, afhænger det af de konkrete omstændigheder – primært om skaden sker mens man udfører sit arbejde. Man kan ikke give et endegyldigt svar, og det er derfor altid en god idé at kontakte sin fagforening, hvis uheldet er ude.
- Hvad får man ud af at anmelde det?
Bliver det anerkendt som en arbejdsskade, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tilkende erhvervsevnetab og godtgørelse for varige mén. Begge dele kan tilkendes, uanset om arbejdsgiver bliver pålagt ansvaret eller ej.
Arbejdsgiveren kan også blive erstatningsansvarlig, hvis det bliver vurderet, at de har handlet culpøst (red. uagtsomt). Det betyder, at man kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte. Det kan kun opnås, hvis arbejdsgiverens ansvarsforsikringsselskab anerkender det, eller det fastslås via domstolene.