Krifa: Løhdes udspil er en tom advarsel, ikke en fyreseddel
Dårlige chefer, der gør arbejdslivet surt for sine medarbejdere, skal ikke omplaceres, men fratages retten til at lede mennesker, mener Krifa. Regeringen viser gode intentioner, men giver nul redskaber til pressede offentligt ansatte, hvis arbejdsliv er lagt i hænderne på en elendig chef
De offentlige medarbejdere, der dagligt ledes af en dårlig chef, kunne for en stund trække vejret lidt lettere denne morgen. Innovationsminister Sophie Løhde varslede konsekvenser for de offentlige ledere, der ikke formår at lede, engagere, motivere og skabe resultater. De skal ikke vedblive med at være ledere, lød det.
Desværre kan disse chefer nu ånde lettet op og medarbejderne fortsætte med at holde vejret: Regeringens udspil om bedre ledelse i det offentlige giver ingen bud på, hvordan en dårlig leder skal sættes på porten.
Dårlige ledere skal fjernes
ved lov Regeringen opfordrer i sit udspil til, at en arbejdsplads sætter konsekvent ind med kompetenceudvikling eller omplacering af lederen. Mere konkret bliver det ikke.
"Man omplacerer ikke en dårlig leder, for så flytter problemet hen til andre medarbejdere. Mennesker, der har arbejdslyst og trives, giver bedre kvalitet og service til gavn for os alle sammen, men der skal ikke mere end ét menneske til at forhindre arbejdslyst – en leder, der ikke bør lede. Dårlige ledere skal fratages retten til at lede mennesker, det har vi længe ment, siger Krifas formand," Søren Fibiger Olesen.
Han godtager ikke regeringens præmis om, at den ikke kan lovgive sig til bedre ledelse:
"Regeringen har fine intentioner og kommer med opfordringer og henstillinger, men det er ikke nok. Regeringen kan og bør lovgive for at stoppe dem, der uden konsekvenser kan køre andre mennesker over. Med ledelsesspænd derude på op til 100 mennesker kan én leder ødelægge rigtig mange liv ved ikke at løfte sin ledelsesopgave godt nok," siger Søren Fibiger Olesen.
Lyt til medarbejderne
Krifa opfordrer til, at de leder-evalueringer, udspillet nævner, udarbejdes med særligt fokus på medarbejdernes evalueringer af lederen. Samtidigt skal øverste leder på arbejdspladsen forholde sig aktivt til resultatet af medarbejdernes samlede evaluering. Krifa stiller sit trivselsredskab GAIS, der b.la. måler arbejdslyst ud fra ledelse, til rådighed, og bidrager gerne i arbejdet med medarbejderevalueringen.
2018-tal om ledelse fra Krifas Videncenter for God Arbejdslyst
- 76 % af danskerne mener, at dårlige ledere skal kunne fratages retten til at lede
- Knap 8 ud af 10 har haft en leder, som de ikke mener bør være leder – og heraf mener 70 %, at vedkommende skal kunne fratages retten til at lede
- Næsten 75 % af danskerne mener, at ledere bør evalueres anonymt af deres medarbejdere på årlig basis
- 30,5 % af medarbejderne oplever, at deres leder jævnligt, ofte eller altid handler uforudsigeligt.