Debat: Krifa enig med Løkke: 120 år gammel model trænger til ansigtsløft

Af Søren Fibiger Olesen, formand i Krifa 

Der er ingen tvivl om, at den danske model har en kæmpe aktie i, at vi på rigtig mange punkter har et godt, fleksibelt og attraktivt arbejdsmarked i Danmark. Og jeg kan godt forstå, at lande som Frankrig kigger misundeligt mod nord.

Men fagbevægelsen – både Fagbevægelsens Hovedorganisation og Krifa – har uden held i 120 år forsøgt at overenskomstdække det danske arbejdsmarked. Det er endnu ikke sket, og der er heller ikke noget, der tyder på, at det sker i fremtiden.

Der er flere hundredetusinde danskere, der arbejder uden overenskomst, for ikke at tale om de udenlandske chauffører, der kører for udenlandske transportvirksomheder i Danmark. Hvordan sikrer vi lønmodtagere i Danmark mod helt urimelige lønvilkår?

Med en lovbestemt mindsteløn.

Men løn er ikke alt, og der er brug for helt grundlæggende rettigheder, der skal gælde alle, som arbejder på det danske arbejdsmarked. For alle fortjener ordentlige arbejdsvilkår.

Det kan blandt andet ske gennem lovgivning, eller ved at arbejdsmarkedets parter gennem forhandling fastsætter rettigheder og branchebestemt mindsteløn som efterfølgende ophøjes til lov.

Det kan alt sammen lade sig gøre, uden at et medlemskab af en fagforening bliver overflødig – som Lars Løkke Rasmussen pointerer som en risiko i sit Facebook-opslag i går aftes.

For fagforeninger skal være meget mere end overenskomster. Man skal fx være der for medlemmerne, når de har brug juridisk rådgivning og hjælp, man skal være der for medlemmerne, når de har ondt i arbejdslivet, og man skal være der for medlemmerne, når de trives og måske endda vil bygge ovenpå deres kompetencer.

I Krifa er vores mission at øge arbejdslysten blandt vores medlemmer, danskerne og samfundet generelt. Og det sker kort og godt ved at være meget mere end overenskomster.

Så kære Lars Løkke Rasmussen, vi bidrager gerne med løsningsforslag til den danske models ansigtsløft.

Kontakt

Fie Rødkjær Møller, Pressekoordinator, tlf. 5138 1898, frn@krifa.dk 

Find andre pressekontakter her

Find pressebilleder her